Malmö-klubben IK Pantern var for et par år siden en af de helt store historier i svensk ishockey. Den sort-gule klub i den skånske hovedstad var helt oppe i nærheden af SHL på trods af, at IK Pantern knapt havde tilskuere til hjemmekampene i Malmös gamle skøjtehal.
Men på et tidspunkt knækkede IK Pantern økonomisk og det betød, at klubben måtte begynde helt forfra i Division 3, hvor IKP også spiller i den kommende sæson. Det bliver muligvis med en af "klubbens gamle sønner" tilbage i form af Kim Johansson, der i sidste sæson spillede for Rødovre.
Sportschef i Pantern, Joakim Tillgren, siger nemlig, at han håber at kunne hente Johansson - og flere andre prominente spillere - hjem, så klubben kan avancere i rækkerne igen.
- Jeg har talt et par gange med Kim, og vi ved vel, hvor vi har hinanden. Jeg har store forhåbninger om, at han kommer til at spille i Pantern. Jeg kan ikke slå det fast, men jeg har store forhåbninger, siger Tillgren.
Kim Johansson har spillet i flere danske klubber, og spillede i sidste sæson 42 kampe med 16 point til følge i Rødovre.