Der har været masser af samtaler mellem parterne, siger Thor Dresler

Tidligere i dag blev det via Matthias Asperup selv meddelt at Rødovre Mighty Bulls fritstiller den nu tidligere angriber i klubben. 

- Der har ikke været nogen hints fra klubben, siger Asperup selv, men der er tilsyneladende mere end en vis uenighed om forløbet mellem parterne, for her til aften siger træner Thor Dresler følgende til Rødovres hjemmeside. 

- Fra foråret, henover sommeren og frem til nu, har vi ved flere lejligheder haft samtaler individuelt med Matthias, hvor vi sammen har arbejdet på at hjælpe Matthias på rette vej, når det kommer til at leve som en professionel, træne som en professionel og guide ham i forhold til de følelser, der til tider kan koge over på bænken eller i omklædningsrummet, når der er modgang. Det gælder både frustrationerne over eget spil, eller holdkammeraternes spil.

- Særligt i modgang forsøgte vi at få Matthias til at udtrykke sig mere professionelt, særligt overfor hans holdkammerater. Når et individ fylder mere og mere, og det begynder at påvirke holdkammeraternes præstationer i en negativ retning, begynder minusserne at overgå de plusser, som Matthias åbenlyst besidder på isen. I trænerteamet, er det vigtigste for os, at ingen individer er over holdet - uanset hvor gammel man er, hvor dygtig man er, hvor man kommer fra, hvad man tjener eller hvad der står på ryggen, pointerer Thor Dresler og tilføjer:

- Det er vores opfattelse, at Matthias ikke for nuværende formår at købe ind på det koncept. Det har på ingen måde været en let beslutning, fordi Matthias jo har været en del af Rødovre i mange år, og det er absolut heller ikke en beslutning, der er truffet hen over natten, men overvejelser som har stået på i noget tid og nu var minusserne som sagt, desværre bare så meget større end plusserne, lyder det.

Hvor Matthias Asperup ender, står hen i det uvisse. 


VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-Odense Matthias Asperup fritstillet i Rødovre