Thor Dresler er allerede i gang med arbejdet frem mod næste sæson

Rødovre-træner Thor Dresler måtte se sit mandskab dryppe ud af slutspillet efter 0-4 mod Rungsted og et grundspil, hvor tingene mest af alt gik den forkerte vej - ikke mindst i kalenderåret 2021, hvor det med få undtagelser blev til udelukkende nederlag for Mighty Bulls.

Afslutningen - fire tætte kampe mod grundspilsvinderne - gav dog lidt mod på tilværelsen hos Rødovre, der nu allerede er i gang med at bygge op frem mod den kommende sæson.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Cheftræner Thor Dresler og teamet omkring er i fuld gang med evalueringer og sammensætningen af den kommende sæsons spillertrup. Det er selvfølgelig et løbende arbejde, der foregår under stort set hele sæsonen, og særligt starter efter nytår og intensiveres herfra. Her er første fokus at sikre en god talentfuld danskerstamme, lyder det. 

Rødovre arbejder ligeledes på at styrke samarbejdet med moderklubben RSIK.

- Der skal knyttes endnu tættere forbindelse mellem de ældste årgange og eliteholdet. Det skal ikke kun være talenterne, der træner med hos eliten, men også elitespillere og -trænere, der er med til at lave til f.eks. special-træninger eller ”workshops” i ungdomsregi for at udvikle fremtidige Mighty Bulls-spillere, der får endnu bedre mulighed for at lære fra og ruste sig til Metal Liga-niveau, skriver Mighty Bulls. 


Jaspers: På et eller tidspunkt MÅ pucken hoppe vores vej VIDEO: NI MINUTTER MED MITCHELL om tiden i Danmark