Efter fem sæsoner i udlandet trak Finland i Rødovre-coachen

Riku-Petteri Lehtonen fik kun enkelt år som træner i Rødovre Mighty Bulls. Den rutinerede finske træner savnede familien, skriver Rødovre Mighty Bulls hjemmeside. 

Kontrakten mellem Mighty Bulls og Lehtonen var en 1+1, som kunne afbrydes af begge parter, og dette har Lehtonen valgt at gøre brug af, så den ekstra sæson ikke aktiveres.

Lehtonen kom til Rødovre fra italienske Ritten/Renon i sommeren 2019 og har sideløbende også været assistenttræner for det italienske landshold. Med fem år i udlandet, mens familien har boet hjemme i Finland, har han nu besluttet, at det er tid til at vende hjem.

- Vi vil gerne takke Riku for hans indsats her i Rødovre. Han har fra dag ét arbejdet målrettet og seriøst på at opnå sine og klubbens mål, og altid været ekstremt velforberedt til hver eneste kamp og træning. Desværre blev resultaterne dog ikke som vi eller han havde håbet på, fortæller sportschef Jørgen Illemann.

- Sæsonstarten gik rigtig fint, men med alle de skader og udfordringer som vi er løbet ind i gennem sæsonen, så fik holdet næsten på ugentlig basis ødelagt rytmen og spilsystemet kom aldrig rigtig ind på rygraden i spillertruppen – ikke at det skal være en undskyldning for noget, men det er dog en logisk forklaring, når vi hele tiden har måttet skifte rundt i kæderne og manglet mange spillere til træning.

- Vi er virkelig ærgerlige over, at vi ikke fik set holdet i slutspillet og fik testet os af, når det virkelig gælder, men sådan endte det desværre. Der er fra vores side selvfølgelig forståelse for, at Riku nu ønsker at vende hjem til sin kone og børn efter en årrække i udlandet, og vi ønsker naturligvis Riku – og hans familie – held og lykke i fremtiden. Vi er sikre på, at han bliver en gevinst i hans næste klub, lyder det fra sportschefen.


Anders Krogsgaard bekræfter sit stop i Aalborg - har ikke skrevet nyt under endnu Frederikshavn-imports måtte haste ud af Danmark