Der var masser af tilskuere og godt med stemning i Frøs Arena til første kvartfinale mellem SønderjyskE og Rødovre Mighty Bulls. Spillet på isen kunne ikke helt leve op til den fine kulisse. Mange nerver og til tider ideforladt hockey, ikke mindst fra værternes side, gjorde at det mere var spændingen end spillet, der skød denne playoff-serie i gang.
Ét mål var nok til at afgøre et tæt slag, og det var ikke ufortjent gæsterne, der fik smidt game-winneren ind godt midtvejs i første periode.
Fra første puck bar spillet tydeligt præg af nerver og slutspil. Det polerede spil og de præcise afleveringer var blevet i omklædningen for størstedelens vedkommende.
Christian Silfver sendte et skud over mål og i modsatte ende var det Nicklas Carlsen, der forsøgte sig. SønderjyskE var tæt på, da Martin Eskildsen var først over en retur fra banden og sneg sig bag om mål, hvor Stefan Ridderwall bestemt ikke var uheldig med at holde pucken uden for stregen.
Godt midtvejs kom føringsmålet til gæsterne. Et skud fra Julius Nyqvist blev tilsyneladende rettet af og snød Patrick Galbraith i målet. Galbraith så trods afretningen ikke specielt heldig ud i situationen.
Med godt tre minutter til pausen fik hjemmeholdet muligheden i powerplay. Det bar dog præg af nervøsitet og den største chance opstod, da Gabriel Desjardins i et forsøg på et erobre pucken tæt under mål faktisk fik den tacklet på stolpen. Tættere kom man ikke flere scoringer i en til tider hektisk og alt andet end velspillet første periode.
De næste tyve minutter fulgte meget godt i tråd med de første tyve. Usammenhængende spil og en omgang rodet hockey. Ikke desto mindre fik værterne en stor chance, da Anders Førster pludselig var helt fri foran mål. Førster var dog ganske uskarp og brændte den store mulighed alene foran Ridderwall.
Da Rod Pelley måtte en tur til afkøling, sendte David Suvanto en hammer afsted fra blå, men Galbraith var på plads denne gang.
Kort efter var det så hjemmeholdets tur til at få chancen i fem mod fire. Overtalsspillet hang imidlertid slet ikke sammen og da T.J. Moore så fik chancen for at trykke af, valgte han istedet at holde i pucken og det løb ud i det iskolde sand.
Sløseri i den sønderjyske defensiv gav en stor chance til Nicklas Carlsen, der dog brændte på Galbraith. Endnu et sønderjysk powerplay forblev lige så harmløst som de tidligere. Rødovres forechecking havde sønderjyderne ikke noget modtræk til, og man formåede dårligt at få stillet op i zonen.
I periodens noget nær sidste sekvens tog Matt Prapavessis sagen i egen hånd, afdriblede et par mand og på returen fra hans afslutning, var Anders Biel tæt på at liste udligningen ind med baghånden. Det blev dog ved en etmålsføring til gæsterne efter fyrre minutter.
Tredje periode blev en gentagelse af de to første. Ikke meget kønt hockey spil, men gæsterne forsvarede sig dygtigt og formåede at holde hjemmeholdet ude i hjørnerne. Når sønderjyderne forsøgte med skud på mål, nåede de nærmest aldrig helt ind til Ridderwall.
Et powerplay godt midtvejs i perioden gav en stor chance til Pelley, men canadieren sendte pucken tæt forbi mål. Sønderjydernes aktioner blev mere og mere desperate og spillet hang slet ikke sammen.
I næstsidste minut fik værterne endnu engang muligheden i powerplay, men spillet forkrampede og de lyseblå lignede til tider en flok hovedløse høns i deres puckomgang. Derfor kunne Mighty Bulls fortjent ride stormen af og til stor jubel for de medrejsende fans sikre sig en flot udebanesejr på 1-0 og dermed sørge for, at serien nu også er 1-0 i deres favør.
Der kan intet indvendes mod gæsternes sejr. De ville det mere på dagen og var villige til at æde pucken for at forsvare den tidlige føring hjem. De sled og slæbte og nok var det ikke poleret hockey, men indsatsen var der ikke noget at udsætte på.
SønderjyskE må have dybe panderynker. Ikke nok med man måtte undvære to prominente forwards i Steffen Frank og Jordan Pietrus, men mere bekymrende var det næsten, at spillet ikke hang sammen og overtalsspillet, som er alfa og omega i playoff, i bedste fald kunne kaldes særdeles mangelfuldt.
Næste slag skal slås i Rødovre søndag eftermiddag, og det bliver utvivlsomt med et selvtillidsfyldt hjemmehold mod et sønderjysk mandskab, der allerede er under pres.