En af Mighty Bulls' mest lovende talenter må sidde ude i de kommende uger
Rødovre Mighty Bulls-forwarden William Bundgaard humpede rundt på krykker, da han sammen med holdkammeraterne på U20-landsholdet modtog guldmedaljen og pokalen for oprykning til World Juniors i den kommende sæson.
Bundgaard pådrog sig en skade i løbet af turneringen, og det kommer til at koste ham de kommende seks uger uden ishockey for Mighty Bulls. Det skriver klubben på sin Facebook-side.
William Bundgaard har lavet fem point i 23 kampe og står med -14 i sin plus/minus-statistik, men har været en af de mest iøjnefaldende spillere på et Mighty Bulls-mandskab, der har haft det vanskeligt i denne sæson og altså for øjeblikket ligger isoleret på en sidsteplads.
Det bliver ikke nemmere at score sejre uden William Bundgaard.