Mighty Bulls mister en spiller i truppen med øjeblikkelig virkning
Rødovre Mighty Bulls må sige farvel til Oliver Marklund, der stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning af personlige årsager.
Det skriver klubben på sin Facebook-side, hvor der skrives følgende:
Rødovre Mighty Bulls kan i dag meddele, at Oliver Marklund har valgt at indstille sin ishockeykarriere.
Oliver kom til Rødovre i efteråret 2022 og har siden spillet 136 kampe med tyren på brystet. I den periode har han ydet et markant bidrag til holdet, ikke mindst i forbindelse med vores slutspilsdeltagelse i 2024.
Beslutningen om at stoppe kommer efter Olivers eget ønske og skyldes personlige årsager. Det er et valg, vi har fuld respekt for, men også en beslutning, der naturligt vækker stor ærgrelse i organisationen da Oliver gennem hele sin tid i Rødovre har været en dedikeret, hårdtarbejdende og vellidt spiller.
Vi vil gerne takke Oliver for hans store indsats og professionalisme gennem de sidste tre sæsoner.
Vi ønsker ham alt det bedste fremover – både på og uden for isen, lyder det fra Rødovre.