Det var på mange måder en vild aften i Rødovre i aftes - her er tallene fra Mighty Bulls-opvisningen

Det var næsten uvirkeligt at slå op på Metalligaen.dk's livescore, Flashscore - eller, hvor man nu henter sine info - når man kiggede på stillingen efter anden periode i Rødovre.

6-0 til hjemmeholdet over Aalborg, som Rødovre endnu ikke havde besejret i denne sæson. Seks mål af Rødovre på hamrede effektive perioder og læg dertil at halvdelen af målene var scoret i powerplay. 

Det er ikke for at tale dårligt om Rødovre, der jo faktisk har vundet 7-1 over Rungsted tidligere på sæsonen, men dengang førte Rødovre "kun" 3-1 efter anden periode. 

Det, der skete i aftes, var en slags eksplosion, der nærmest uventet kom ud af "ingenting" mod et Aalborg-hold, der virkede modløst, frustreret og udisciplineret gennem hele kampen. 

Tilbage til tallene: Hvornår vandt Rødovre senest SÅ stort i en Metal Liga-kamp. Vi skal helt tilbage til 2018 for at finde en Rødovre-sejr i samme højde. 

13-4-sejren på hjemmebane over Odense i oktober 2018 var ligeledes den seneste tocifrede Rødovre-sejr. 

Dengang var det Karvinen, Klarskov, Andreasen - og en vis Mathias Asperup - der førte an i storsejren, hvor Rødovre førte med 10-1! efter to perioder. 

I går var det altså "kun" 6-0 efter anden periode og altså 9-2 efter 60 minutter. 

Rødovre scorede hele seks gange i powerplay, og det udmærkede Facebook-site Skudzonen med den skarpe statistiker Jesper Schultz som bagmand har sporet den seneste kamp med seks powerplay-scoringer som følger: 

Vi skal tilbage til slutspillet 2018, hvor Herning i den tredje kvartfinale mod Herlev ligeledes scorede seks gange i overtal på vej mod en 8-3 sejr. Iøvrigt med fire powerplayassister til Riku Pitkänen.

Seneste gang det skete i et grundspil, var på sidste spilledag i 2015, hvor Frederikshavn vandt 6-4 over Odense efter fem powerplaypoint af Adam Miller og et powerplayhattrick af Steve Birnstill.

De seks powerplaymål er senest blevet overgået for over 18 år siden: 30. december 2007 vandt EfB Ishockey med 13-4 over Herlev ved hjælp af syv scoringer i overtal. Herlev scorede tilmed også to gange i overtal, og de ni powerplaymål konstituerer også det højeste antal powerplaymål i en enkelt kamp de seneste 20 år. Der var fire powerplaymål og seks powerplaypoint til Jonathan Zion ved dén lejlighed.

Aarhus Gladiators var på isen i Herning tirsdag aften KAMPEN KORT: Rungsted vendte og vandt mod Esbjerg