Angriberen forlænger med de forsvarende mestre og fortsætter sammen med Olsson og Persson

Det var ikke en kæmpe overraskelse: Nikolaj Rosenthal tager en tørn mere i Rungsted Seier Capital - og det er en lang en af slagsen. Angriberen bliver i Nordsjælland i de kommende tre sæsoner - nøjagtig som Mattias Persson og Marcus Olsson. Det skriver Rungsted i dag på sin hjemmeside.

- Jeg er selvsagt meget glad, både på et professionelt men også på et personligt plan, for at Nikolaj fortsætter sin karriere her i Rungsted. Vi har fulgt hinanden i mange år, også inden Rungsted-tiden, så det betyder meget for mig at vi kan fortsætte samarbejdet. Herudover er han jo også en fantastisk ishockeyspiller med en unik målnæse, som vi helt sikkert kommer til at nyde godt af i de kommende år, siger Rungsted-direktør Thomas Friberg.

- Der var egentlig ikke så meget at tænke over, så Thomas og jeg kom hurtig til enighed om en ny kontrakt fortæller Nikolaj Rosenthal. Jeg kan ikke se mig selv i en anden klub end Rungsted Seier Capital, og mit mål er helt sikkert at vinde flere titler i den mørkeblå trøje, siger Rosenthal selv.

Angriberen ligner pt. en mand, der er ved at skyde sig i den form, der i fjor gjorde ham til årets danske ishockeyspiller efter en flot sæson, hvor han også fik sin debut på det danske landshold. 


STREAM: U20-DM testes med det nye Spiideo Selv om 20 mand kæmper for kontrakt: Ishockey er stadig kollektivets sport