Nikolaj Rosenthal har efterhånden oplevet en del i sin lange ishockeykarriere. Men serien – og ikke mindst afslutningerne – på kamp seks og syv mod Esbjerg Energy overtrumfer alligevel det meste.
- Vi var fire sekunder fra at være sendt på sommerferie og alligevel vinder vi serien i to gange overtid. Det glemmer man aldrig. Da jeg vandt guld med SønderjyskE i den syvende kamp i Frederikshavn i 2013 var det også i overtid (16 minutter inde i femte periode, red.), men den serie var alligevel mere traditionel med hjemmesejre hele vejen til kamp syv. Det her gik jo op og ned i hele serien, konstaterer Rosenthal.
Det var rørende scener efter kampen, hvor spillerne takkede hinanden med mere end bare det almindelige handshake. Det var syv stenhårde kampe, hvilket Nikolaj Rosenthal mærkede på egen krop.
- Der blev gået til vaflerne, og der var altså ikke specielt meget hyggesnak spillerne imellem. Alligevel er der fuld lykønskning fra Esbjerg-spillerne og vi har jo kæmpe empati for dem og deres situation. Publikum bliver stående og klapper af dem, der var ikke noget ondt blod mellem fansene. Der er ishockey sgu ”one of a kind”. Esbjerg skal jo have al mulig hæder for den serie, som de selvsagt var meget, meget tæt på at vinde. Sport er ubarmhjertig, siger Nikolaj Rosenthal.
- Jeg er stolt over den karakter, som vi viste gennem hele serien. På en eller anden vild måde formåede vi jo at håndtere presset, og det er vildt, at vi står i finalen efter et relativt dårligt grundspil og semifinaler, hvor vi i flere kampe manglede Rasmus Andersson og Henrik Hetta, siger han.
- MEN – vi har jo ikke vundet noget endnu, skynder Nikolaj Rosenthal sig så at slå fast, efter vi har talt afslutningen på semifinalerne igennem.
- Det var en semifinaleserie og vi står foran en stenhård finale mod Aalborg og har skullet restarte hele processen. Men vi har selvtilliden i orden og jeg mener, at vi har et rigtig dybt hold. Har den ene kæde ikke leveret, har den anden taget over. Det har været ret homogent, og det samme gælder jo Aalborg. Vi skal koncentrere os om vores eget mandskab, men vi kan jo konstatere, at Aalborg ikke har ramt særlig meget forkert i den her sæson, siger Rosenthal.
Selv har Nikolaj Rosenthal ikke leveret så stor ”produktion” som han plejer. 39 point i fjor er erstattet af foreløbig 21 point i denne sæson. Men i semifinalen lavede han to vitale assister i overtiden, der gav to sejre.
- Jeg har haft en lidt anden rolle på holdet end tidligere, men jeg kan med god samvittighed sige, at jeg altid arbejder stenhårdt. Og jeg har bestemt ikke glemt, hvordan man scorer mål. Men man vinder jo som hold, så bare vi sammen finder en vej, så er alt i orden, siger Nikolaj Rosenthal.