Store afbudslister på begge hold:
Herning manglede Albert Adamsen, Daniel Nielsen, Reid McNeill, Cameron Brace, Brodie Dupont, Kristian Jensen, Mark MacMillan og Anders Poulsen. Esbjerg måtte til kampen undvære Cam Knight, Davis Vandane, Jonas Christensen, Victor Sand, Brady Shaw og Carl Winding.
Heller ikke Herning-træner Ben Cooper måtte arbejde i boksen. Han måtte overvære kampen fra tilskuerpladserne.
Der var rygter om, at Peter Regin skulle forstærke Herning-holdet, der var smalt i kæderne. Det blev dog ved rygterne. Regin nøjes med at træne i Herning - i øvrigt sammen med Frans Nielsen og muligvis også Frederik Andersen, der skulle lande på midtjysk is i løbet af ugen.
Med 20 sekunder igen af anden periode indtraf en lidt speciel situation:
Esbjergs Craig Puffer sendte tilsyneladende pucken på overliggeren. Det troede de fleste i hvert fald og spillet fortsatte ufortrødent perioden ud, hvor der stadig stod 2-1 på tavlen. Men ved en videogennemgang viste det sig, at pucken havde krydset stregen og Esbjerg kom dermed på 3-1. Lidt specielt, da spillerne var gået til pause på det tidspunkt. Bestemt ikke noget, som man oplever hver dag. Da spillet blev genoptaget skulle der således først afvikles 20 sekunder af 2. periode, før 3. periode kunne påbegyndes på den nye isflade.
Esbjerg-træner Jason Jaspers havde sat Charles Corcoran og Craig Puffer sammen med Felix Scheel i førstekæden. Det kunne sagtens være en formation, som Jaspers kunne dyrke videre, når sæsonen for alvor går i gang.
Og hvad med Søren Nielsen og Christian Wejse sammen i en vestjysk angrebskæde? De to leverede glimrende samarbejde på Esbjergs første scoring.
Mads Christensen var center i Hernings førstekæde og havde Markus Jensen og unge Lukas Bang på hver side, mens Mathias Bau var stillet i andenkæden. Bau havde et skud på stolpen som højdepunkt på aftenen i Esbjerg.
Esbjerg havde inden kampen lavet denne fine instruktionsvideo til tilskuerne. Et eksempel til efterfølgelse for de øvrige Metal Liga-klubber?