Rungsted Seier Capital annoncerede kort før nytårskampen mod Odense, at klubben har forlænget kontrakten med tre spillere, der er i klubben i yderligere to sæsoner. Først Morten Jensen og siden Anton Als og Andreas Nielsson, der begge har imponeret med en solid omgang hockey i indeværende sæson.
Sportschef Joachim Holten Møller om Anton Als, der kom til klubben fra Rødovre før denne sæson:
- Anton har taget et stort skridt fremad i denne sæson og har i høj grad udviklet sit spil med pucken siden vi gik på is i august. Anton er samtidig ekstremt seriøs og træner hårdt hver eneste dag, så han er samtidig et godt eksempel på den type spiller, vi gerne ser i vores omklædningsrum, lyder det.
Andreas Nielsson er i gang med sin anden sæson for Rungsted efter skiftet fra Aalborg Pirates.
- Vi er glade for, at Andreas vil fortsætte sin karriere her i klubben og fortsætte sin positive spillemæssige udvikling. Andreas har virkelig lagt lag på sit spil siden hans ankomst fra Aalborg før sidste sæson og har allerede på nuværende tidspunkt i sæsonen fordoblet sin målscoring sammenlignet med sidste sæson. Vi ser Andreas som en vigtig del af vores danskerstamme de næste to år og håber, han kan fortsætte de positive takter, lyder det fra Joachim Holten Møller.