Rungsteds nye målmand Cristopher Nihlstorp var på arbejde fredag aften, hvor de endelige statistikker tilskrev Esbjerg 46 skud på kassen, men det var en mulighed for "at komme i sving" for den rutinerede svenske målmand tidligt på sæsonen, sagde han til Rungsted Seier Capital TV efter kampen i det vestjyske.
- Det er altid svært at forudsige, hvad der kommer til at ske i en ishockeykamp, men for mit vedkommende trives jeg med at komme på arbejde. Jeg føler mig ganske frisk i kroppen, og det var meget godt at få noget at lave - når det nu kun var min anden kamp i sæsonen, siger Nihlstorp.
- Vi spillede en god første periode i Esbjerg. De overtog i anden periode, men efter vi fik udlignet i tredje periode, var det en kamp, hvor tingene svingede frem og tilbage. Det samme i forlængelsen. Vi scorede på tre straffeslag og fik en god start på grundserien, siger Nihlstorp, der naturligvis skal bruge lidt tid for at blive spillet sammen med sine holdkammerater.
- Jeg kender ikke mine holdkammerater så godt endnu, så jeg skal lige bruge tiden. Men vi har de kommende kampe og grundserien til at finde forsvarsspillet og i slutningen af sæsonen skal det fungere perfekt, siger Nihlstorp.