Frederikshavn White Hawks – Rungsted Seier Capital 2-2 (1-0,1-1,0-1)(0-1)
En helt igennem fin ishockeykamp i Vendsyssel her til aften, hvor der skulle overtid til, før vi fik en afgørelse. Kampen vil nok mest af alt blive husket for de mange vanvidsredninger Tadeas Galansky diskede op med, i hvad der ubetinget var sæsonens kamp for hans vedkommende. Synd for ham at holdet ikke kunne give ham en sejr, men han måtte se Rungsted tage sejren i overtid, 14 sekunder før det hele skulle have været afgjort i straffeslag
Frisk åbning på opgøret, hvor begge hold var indstillet på en god gang hockey. Det fik vi, og begge hold havde perioder af kampen, hvor man trykkede på. Begge keepere, Östlund og Galansky, havde deres at se til, og begge var vågne fra start af. Daniel Baastrup havde en afslutning på ydersiden af stolpen, og Asperup var farlig i den anden ende med en god afslutning. God indledning i Frederikshavn denne aften.
Mål fik vi et enkelt af i perioden, og det tilfaldt hjemmeholdet på en hurtig kontra. Rungsted havde egentlig deres folk med retur, men glemte fuldstændig Todd Winder der søgte mod bagerste stolpe. En perfekt pasning fra Brinkman, gav den canadiske publikumsyndling gode betingelser, og han kunne stille og roligt sende pucken i netmaskerne til føring hjemmeholdet.
Det var ganske seværdigt, og publikum blev godt underholdt. Gode tacklinger, og en dommerkvartet der lod spillerne spille spillet, uden at blande sig unødigt, var med til at gøre det til en god periode. Den sluttede med en Lucas Andersen afslutning på stolpen, og derfor kunne hjemmeholdet skøjte til pause foran efter 20 minutter.
Anden periode var i store dele Rungsteds. De pressede et stærkt kæmpende hjemmehold i bund, og flere store redninger af Galansky i buret for høgene. En udvisning til Morten Jensen hos gæsterne gav vendelboerne mulighed for at komme frem på isen, og det lykkedes de meget godt med, da det blev 2-0. Gorm Topholt tog slagsmålet inde foran mål, og Östlund så ikke pucken. Om den blev ramt af Topholt var mere tvivlsomt, men han blev annonceret som målscorer i højtaleren, og hjemmeholdet foran med to.
Rungsted lod sig ikke slå ud, og pressede voldsomt på. Efter en kontra til hjemmeholdet, blev Robin Johansson slået groggy af en høj albue fra Morten Jensen, og blodet flød fra svenskerens hoved. En grim tackling, som dommerne lod passere. Johansson så vi ikke på isen mere i kampen, og der var desværre snak om en mulig hjernerystelse til svenskeren.
Det bragte hjemmepublikummet i det røde felt, og det var bestemt ikke gloser der var for børn, det der blev haglet ned over dommerne efter den situation.
Rasmus Andersson har været savnet for Rungsted på det seneste, og det forstår man godt, når han laver sådan nogle ting som i aften. Han scorede groft sagt årets mål i Nordjyske Bank Arena, da han hamrede pucken ind i kassen. Fremragende scoring af Andersson, der fik Patric Wener til at tage en Challenge. Billederne viste, at Andersson akkurat lige var på den rigtige side da han modtog pucken, og derfor korrekt godkendt scoring.
Rungsted fortsatte med at mose på, og defensiven i Frederikshavn var virkelig på overarbejde. Der blev kæmpet for hver eneste puck, og gæsterne var flere gange tæt på en udligning. Galansky havde en af de store dage, og det skulle han fortsætte med i tredje periode, hvis tiltrænge point skulle ind på kontoen hos høgene.
De fik muligheden i begyndelsen af tredje periode, da Malte Setkov røg i straffeboksen. Trods et godt powerplay, lykkedes det ikke at producere den chance der lige skulle til. Da Setkov igen kom på isen havde han en stor mulighed, men pucken ramte indersiden af stolpen.
Det blev starten på et stort Rungsted bombardement, hvor Galansky virkelig stod på hovedet for vendelboerne. Man troede næsten ikke sine egne øjne, med de redninger han diskede op med. Wauw!
Det kunne vel heller ikke blive ved med at gå godt for hjemmeholdet, og med knap ni minutter igen kunne Lucas Andersen endelig udligne for Rungsted. Den havde været undervejs længe, og var fuldt fortjent fordelt på spil og chancer.
Stadig gæsterne mest på pucken, men en udvisning med godt fem minutter igen gav hjemmeholdet lidt luft. Ikke at de leverede et godt powerplay, men man fik flyttet spillet op i den anden ende. Det gjorde at det var høgene der pressede gevaldigt på i de sidste par minutter, men vi skulle have en overtid for at finde en afgørelse på dette fortættede drama.
Den afgørelse fik vi 14 sekunder før overtiden var overstået, da Malte Setkov tog en tur gennem høgenes defensiv, og rundede Galansky, for at smide skiven ind over stregen. Det gav Rungsted to point, og endelig kunne holdet igen smage sejrens sødme efter en række nederlag.