Rungsted er i den grad ramt af skader for øjeblikket.
Hele 10 spillere har - i forhold til bruttotruppen - været ude i de seneste kampe, og det er mere end træner Håkan Åhlund nogensinde har oplevet før i sin lange karriere som spiller og træner.
Det siger han til Helsingør Dagblad.
- Jeg har aldrig set sådan en skadesliste før. Hverken som spiller eller træner. Derfor gør det mig glad og stolt, at alle i og omkring klubben kæmper så hårdt for hinanden hver eneste dag. Derfor er jeg også sikker på, vi nok skal få vendt tingene, lyder det fra cheftræneren til avisen.
- Vi har træninger, hvor vores assistenttræner må gå med i skiftene og spille med, for at vi er nok. Vi er også nødt til at tage spillere med, som spiller på et lavere niveau til daglig. Ellers kan vi ganske enkelt ikke stille op, forklarer Håkan Åhlund til Helsingør Dagblad.
Rungsted spiller i aften i Frederikshavn, og det skal blive spændende, hvor mange spillere, der eventuelt er tilbage hos nordsjællænderne.