De forsvarende mestre fik ikke et ben til jorden i Vendsyssel

Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital 8-2 (4-1,2-0,2-1) Kampen om andenpladsen i Metal Ligaen lignede på forhånd en tæt affære, men White Hawks udspillede Rungsted på kryds og tværs, anført af en helt forrygende Dane Fox. Det var hvidt over det hele i aften, og sejren på 8-2 kunne snildt have blevet meget større. Sikke en spilleglæde høgene lagde for dagen, i en festforestilling, og ren klasseforskel mellem de to hold i aften.

Trods en lynstart af Rungsted, så var det White Hawks i fuldstændig kontrol i kampen, hvor de smadrede udeholdet. Sikke en første periode de hvide fik lagt for dagen, anført af førstekæden med Frederiksen, Bumagin og Fox.

Gæsterne fik dog et hurtigt powerplay, og efter lidt ping pong mellem TJ Moore og keeper Jukuri, endte pucken til sidst hos farlige Rosenthal, der sikkert bragte gæsterne i spidsen. Ingen busben, eller? Herfra så hjemmeholdet sig i hvert fald ikke tilbage, og Rungsted blev bombarderet med masser af skud.

Thomas Lillie tog godt fra i starten, men til sidst måtte han give fortabt. Hele fire gange måtte han kapitulere for høgenes chancehelvede, hvor en skudstatistik på 17-4 efter 20 minutter talte sit tydelige sprog om hvem der dominerede begivenhederne.

Det blev 1-1 og 2-1 ved Dane Fox. Det første mål scoret efter flot opspil af Christopher Frederiksen, og det næste efter en smart pasning fra Bumagin. Den canadiske Fox var i hopla, og han ejede stort set isen med lækre detaljer, og flotte scoringer.

Det blev 3-1 i powerplay, og her var rollerne byttet om. Fox, via Lillie, og så stod Bumagin fri til at sende skiven ind i netmaskerne. Der sker noget når førstekæden huserer for Jari Pasanens tropper, og som i aften var de ikke til at stoppe.

Det lignede at Rungsted slap nådigt efter første periode, men kort før periodens udløb var det Søren Nielsen der stod klar til at smide en retur fra Lillie i kassen. Det var fejende flot det vendelboerne præsterede i første periode, og havde den stået 6-1 på tavlen, havde Rungsted ikke kunne sige noget til det.

Nu blev det ved de 4-1 efter første periode, og anden periode begyndte med at Jon Lee-Olsen overtog Lillies plads mellem stængerne. Erik Hjalmarsson ville have en trodsreaktion fra sine spillere.

Den fik han ikke. Høgene fortsatte med at klø på, og Dane Fox leverede tin tredje scoring da han holdt legestue med Willie Raskob, for efterfølgende at sende pucken op i hjørnet bag en prisgivet Lee-Olsen. Wauw for en kasse, og sikke en brandvarm canadier med nummer 74.

Målorgiet fortsatte i Nordjyske Bank Arena godt midtvejs i perioden. Igen var det førstekæden der var på spil, hvor Patrick Madsen fik udnyttet Bumagin og Frederiksens fornemme forarbejde. Høge-backen kunne fra tæt hold sende pucken mellem benene på Lee-Olsen. Stemningen var euforisk i Frederikshavn, hvor publikum havde en festlig tirsdag aften.

Det var ikke meget Rungsted var på besøg i høgenes zone. En enkelt gang blev det farligt, men så diskede Jukuri op med en fantastisk redning på Perssons ganske udmærkede forsøg. Opgivende ansigtsudtryk hos Hjalmarsson og Green i Rungsted boksen, og de lignede nogen der gerne ville være et godt stykke sydpå af E45 allerede.

De skulle trækkes med en periode mere inden en lang bustur hjem til Nordsjælland, og det gjorde bare ondt værre allerede efter to minutter af tredje periode. Søren Nielsen gjorde det til 7-1, da han styrede et Mads Larsen skud ind i netmaskerne.

Kort efter 8-1 i powerplay. Russiske Bumagin med sin anden scoring, og Rungsted havde kastet håndklædet i ringen for længst hvis det havde været en boksekamp. White Hawks fansene tog trommen med på rundtur i hallen, og det gyngede som sjældent set til en tirsdagskamp i Vendsyssel. Fremragende forestilling af hjemmeholdet de blev vidne til.

Med syv minutter igen fik Rungsted reduceret til 8-2 ved TJ Moore. Det blev aftenens sidste scoring, i en kamp som vil blive husket for White Hawks store opvisning. Fejende flot ishockey af vendelboerne.


Herning fik has på Esbjerg i tredje forsøg VIDEO: Odense Bulldogs-spillere på besøg på børnehospital