Gæsterne var skarpest i en fyldt Holger Danske Arena

Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital 1-4 (0-0, 1-2, 0-2) 

Så blev det tid til sidste hjemmekamp i grundspillet for Rødovre, der bød gæsterne fra Rungsted velkommen i Holger Danske Arena. Sidste ordinære kamp for Rødovre er på søndag i Esbjerg, inden det for alvor går løs med play off næste fredag. Et talstærkt publikum havde lagt vejen forbi hallen for at se, om holdene var i slutspilsform.

Point var som sådan set ligegyldigt tabelmæssigt for Rødovre, men det var ikke til at se for 2.768 tilskuere der fik en livlig kamp med gæsterne som det mest effektive hold. Rungsted kæmpede nemlig også for at holde sjettepladsen. 

En flot kulisse med tæt på udsolgt, bød spillerne velkommen på isen, hvor holdene delte chancerne lige. Efter fem minutter kom der lidt dramatik med udvisninger til hver side og spil fire mod fire. Kort efter blev gæsterne straffet for seks mand på isen, men intet kunne ryste dagens keepere, og kampen fandt tilbage til chancebytning.

En underholdende første periode endte således uden scoringer, Rødovre ville mest og Rungsted kunne mest, men mål blev det ikke til.

Anden periode bragte en kæmpe mulighed til hjemmeholdet i form af en friløber, men Tobias Vilykke reddede for gæsterne. Intensiteten fejlede ikke noget, og der blev tacklet igennem af et godt hjerte fra begge mandskaber.

Seks minutter inde i anden periode kom kampens første scoring og den gik nordpå til gæsterne. Theo Keilin styrede pucken forbi Tomas Rydén i hjemmeholdets mål. En udvisning til hjemmeholdet kort efter bragte endnu en scoring til gæsterne. Denne gang var det Steve Whitney, der fri på bagerste stolpe let udbyggede føringen.

Efter tolv minutter blev det hjemmeholdets tur til overtal. Denne gang kom også Rødovre på tavlen. Det var Oskar Matushkin der fra distancen satte hjemmeholdets første pind. Glæden var kort, eftersom tyrene tog et par udvisninger der kortvarigt gav et fem mod tre spil til gæsterne.

Dramatik med udvisninger og annulleret scoring til hjemmeholdet stod kortvarigt på menuen, inden der igen blev spillet fuldtalligt de sidste to minutter af perioden.

Tredje periode startede med en scoring til Rungsted ved Jared Dmytriw, der enkelt satte holdets tredje scoring. En kold klud i ansigtet på Rødovre der havde sat kursen på udligning.

Et par udvisninger til gæsterne de næste minutter var en invitation til tyrene om at sætte en slutspurt ind, men hjemmeholdets spil virkede febrilsk samt ustruktureret, og gæsterne kunne ånde lettet op da de efter en scoring af Theo Keilin i tomt bur, kunne drage hjem med alle point.


KAMPEN KORT: Esbjerg var en anelse skarpere end Odense i aften KAMPEN KORT: Sønderjyske tvang Herning ud i overtid i tæt kamp