Målmandsteamet på Fyn fuldendes med tilgangen af canadiske Mitch Gillam

Odense Bulldogs styrker målmandsteamet med den 30-årige canadiske målmand, Mitch Gillam, der har underskrevet en etårig kontrakt. Dermed fuldendes den fynske målmandsduo til den kommende sæson, hvor Mitch Gillam danner makkerpar med Frederik Søgaard i buret.

Gillam præsenteres således: 

Den rutinerede målvogter skifter til Odense Bulldogs ovenpå en sæson i Norsk ishockey, hvor han først repræsenterede Manglerud inden han blev hentet til Vålerenga. I Vålerenga spillede Mitch Gillam sammen med canadiske Justin Hamonic, hvor de sammen med holdet spillede sig frem til semifinalen i det norske slutspil. De to forenes nu igen, når de i den kommende sæson begge trækker Bulldogs-trøjen over hovedet og indtager Metal Ligaen.

Mitch Gillam kommer til den fynske hovedstad med en masse erfaring fra ECHL samt en håndfuld optrædener i AHL og har igennem hele sin karriere præsteret på et solidt niveau.

Målmandsteamet er en afgørende konstellation for ethvert hold og derfor glæder det også cheftræner Paul Thompson, at man nu har fundet en stærk førstekeeper til den kommende sæson.

- Mitch Gillam var allerede på vores radar sidste sommer og siden da har vi holdt øje med ham. Han har netop haft en rigtig stærk sæson i Norge, som han nu skal bygge videre på hos os.

Målmandsposten er en afgørende position, der er svær at udfylde for alle hold, men Mitch matcher ikke blot vores sportslige kriterier, han vinger også alle boksene af på personlighed og mentalitet – og dét er rigtig vigtigt for os. Vi ser frem til at få Mitch med ombord på holdet og se målmandsteamet med ham og Søgaard udfolde sig.” fortæller Paul Thompson.

Også Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs, er glad for at have førstemålmanden på plads og understreger vigtigheden for hele holdet i netop denne position.

- Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Mitch Gillam som vores førstekeeper i den kommende sæson og har store forventninger til ham. Vi har længe holdt øje med Gillam, så vi var ikke i tvivl, da muligheden bød sig.

Målmandsposten er helt essentiel for holdet og derfor er det afgørende at finde den rigtige målmand med de rette kvaliteter. Det er vi overbeviste om, at vi nu har fundet i Gillam,  fortæller Ole Nielsen.

 


CANADISK back er næste brik i truppen i Rungsted Rødovre-fansene er tilbage i Rungsted i den kommende sæson