Der er match i Granly Hockey Arena i aften, når Esbjerg Energy og Aalborg Pirates støder sammen i en af de sidste testkampe frem mod sæsonen, der begynder 9. september.
Det betyder, at de to nye svenske trænere i klubberne, Marcus Åkerblom (Esbjerg) og Jonas Holmström (Aalborg) efterhånden må være tæt på at have bygget de kæder og hold op, som skal bruges til sæsonstarten.
Esbjerg spillede senest en fin hjemmekamp mod Odense, hvor det blev til en 4-0-sejr og mon ikke Energy-mandskabet forsøger at bygge videre på den glimrende indsats mod mestrene. Og så gælder det jo i den grad om at få spillet de nye folk endnu bedre ind.
Er der noget, man higer efter i Esbjerg, er det nemlig en god sæsonstart og en deltagelse i Metal Final4 i januar.
Aalborg Pirates tabte i fredags 2-5 hos Frederikshavn White Hawks, men der manglede næsten et par håndfulde spillere hos nordjyderne, der endnu ikke har haft sine nordamerikanere i aktion.
I det øjeblik papirerne ankommer, bliver Pirates væsentlig forstærket.
Der er kampstart 19:00 i Esbjerg og på JFM PLAY!