Vi tager et hurtigt kig på nordjyderne

Aalborg Pirates fik en bronzemedalje i sidste sæson, og trods al tumulten i kulisserne, har nordjyderne formået at bevare pladsen i toppen af dansk ishockey. Og der er næppe tvivl om, at der med det nye Ehlers-ejerskab er mere stabilitet på vej. 

I Aalborg er Ehlers-navnet lig med goodwill og mon ikke Aalborg stille og roligt kan optimere både organisation og spillertrup, efterhånden som sæsonen - og de kommende sæsoner - skrider frem. 

I første omgang tager Pirates hul på en sæson under en ny coach i svenske Jonas Holmström, der har et glimrende cv med sig. Han kommer som mangeårig assistent i SHL for HV71 og Modo, og går nu ind sit første cheftrænerjob i mange år. Men han har prøvet det tidligere, og der er næppe tvivl om stor faglig kompetence hos Holmström.

I buret får han også en meget kompetent duo. George Sørensen er stabiliteten selv, og han får en makker i William Rørth, der formentlig vil stjæle flere kampe fra Sørensen, end det har været tilfældet de seneste sæsoner. Måske godt nok for Sørensen at få lidt pauser og godt for Holmström, at han kan sætte kvalitet ind. Måske bliver der endda kamp om pladsen i buret på et tidspunkt.

Aalborg har med Lasse Bo Knudsen, Nikolaj Carstensen, Jonas Brøndberg og Nikolai Nielsen fire solide og meget velprøvede danske backer. Læg dertil, at Pirates allerede har hyret tre udenlandske backer ind.

Bliver de en succes, har Aalborg i den grad et stærkt korps af backer. Både Max Coyle, Ty Farmer og Brycen Martin kommer direkte fra ECHL, og kigger man på deres statistikker, ser det umiddelbart ud til, at Coyle næppe hamrer point ind, mens de to øvrige synes lidt mere producerende. Men som altid med ECHL-backer, så er det et åbent spørgsmål, hvor meget de kommer til at dominere i Metal Ligaen.

Ty Farmer er måske den back, der er størst forventninger til. Højrefattet og ganske offensivt-minded og måske den nye Eric Gotz i Aalborg?

I angrebet stiller Aalborg med et miks af nyt og gammelt og yderligere tre udlændinge.

Lad os tage dem først: Kobe Walker var nummer 11 på topscorerlisten i ECHL i sidste sæson, og han skal producere for nordjyderne i denne sæson. Walker er købt ind som topangriber.

Svenske Eric Engstrand ser på papiret også ud til at være en forstærkning, der kan gøre sig i Metal Ligaen. Han har SHL-erfaring og har de to seneste sæsoner spillet en stor rolle hos Västerås med sine 196 centimeter og store fysiske styrke. 

Og så er der naturligvis Kirill Kabanov, som snart kan kaldes indfødt aalborgenser. Ham kender vi alt til, og finder han formen, er han en solid arbejdsmand, der skaffer plads og også laver point, hvis han rammer en god sæson. 15 point i sidste sæsons grundspil var hans klart laveste i Aalborg, der er plads til en vending i den trend.

Julian Jakobsen er sulten, sagde Lasse Bo Knudsen til Metal Ligaens Media Day, og det bliver Aalborg-legenden nødt til at være, for han skal være i spidsen for Pirates' danskerstamme og en stærk og motiveret Jakobsen kan blive yderst vigtig for Pirates i denne sæson.

Tobias Ladehoff er også en leder i Aalborgs angreb, og der vil naturligvis være forventninger til Andreas Grundtvigs produktion. Sebastian Ehlers skal finde sin form fra slutningen af sidste sæson, og kan blomstre med en god sæsonstart.

Sebastian Brinkman, Tor Rasmussen, Oliver Anker Christensen, Jonas Jakobsen og unge Oliver Marloth Petersen slås om de øvrige pladser i de tre øverste kæder - resten kommer til at udgøre fjerdekæden.

Jokeren er Rasmus Simonsen. Det er endnu ikke afgjort, hvorvidt hans tryout udmønter sig i en kontrakt. 

En endnu større joker er, Aalborg har plads til at investere i tre imports - en hel angrebskæde - i løbet af sæsonen. Og med det nye ejerskab i hus kommer der stensikkert til at ske noget - måske endda inden længe. 

Et par nye angribere af stabil karakter vil gavne Aalborg både i top og bredde, for lige nu ser det ud, som om de to første kæder skal stå for det meste af produktionen for Pirates, og det er måske lige lidt nok til at kalde Aalborg en guldkandidat lige nu. Men det kan ændre sig. 


SKARPE SKUD: 10 billeder fra Herlev-Odense