Herning Blue Fox manglede lige det sidste i foråret: Den pokal, Prins Henrik Cuppen, som de i den grad higer efter i "Blue Fox og omegn." Det er jo næsten en kliché efterhånden, men sådan er det jo.
Der bliver ikke ro i Herning, før man får gentaget guldet fra 2012.
Der er ingen tvivl om, at Herning igen har fået samlet en trup, der bejler til en topplacering og ifølge både eksperter og kolleger er favorit til guldet.
Vi begynder i målet, hvor Seldrup og meget talentfulde Fecers udgør en stærk duo. Begge er fremragende målmænd, og mon ikke Fecers kommer til at udfordre Seldrup mere i en direkte kamp om pladsen? Der skal yderligere et niveau på i slutspillet, hvis duoen skal vinde guld, for her tabte Herning duellen til Odense i finalen i fjor.
På backlinjen er der spænding om, hvordan Mads Larsen fremtræder. Efter nogle år ude er han tilbage i Metal Ligaen, og det bliver uhyre spændende at se, hvordan han fremtræder i Danmark. Kan Kasper Larsen finde sin "Brynäs-form" er han også et kæmpe tilsæt for Blue Fox.
Petter Hansson er også nærmest allerede en "local boy" og hans kvaliteter kender vi, og letten Cibulskis går ind i sin tredje sæson for herningenserne og er også en over-gennemsnittet import.
Læg dertil, at Terrance Amorosa nok skal have en vis kvalitet og at Jesper Bank Olesen sagtens kan tage en sjetteback, indtil Emil Kristensen er meldt klar igen. Viggo Damgaard står klar til at supplere en mere end solid backlinje hos Herning.
Nick Pastujov kommer fra 25 point i grundspillet i ICEHL i sidste sæson, og spiller formentlig mellem Bau og Poulsen. Kan de to danske fyrtårne fyre en stor sæson af igen og er Pastujov den rette mand til at binde dem sammen.
Jeg tror på, at Patrick Bjorkstrand kan komme til at fyre en kanonsæson af i nye omgivelser. Med sig fremme i angrebet har han de danske kolleger, teknisk stærke Magnus Carlsen og den evige fighter Martin Eskildsen.
Læg dertil de to "hjemmedrenge" Joachim Linnet og talentfulde Hjalte Thomsen, der kan få et endnu større gennembrud i den kommende sæson. En tredje Herning-spiller er "kommet hjem" i form af Thomas Vilstrup Andersen, der skal servicere med hårdt arbejde i fjerdekæden.
En stærk danskerstamme, der suppleres af yderligere tre nye imports.
Personligt tror jeg meget på Kyle Maksimovich, der har snuset til AHL og er en spiller, som Peter Regin har fået anbefalet gennem sit netværk i det nordamerikanske.
Heller ikke Josh Prokop ser helt ueffen ud med syv AHL-kampe i fjor efter han afsluttede en fin sæson i den canadiske universitetsliga.
Endelig kommer Arturi Toivola, der skal arbejde i begge ender for midtjyderne og kunne ligne en center i tredjekæden.
I det hele taget er Herning godt stillet på centerpladserne, og det er slet ikke så tosset en idé. Der er ingen tvivl om, at Blue Fox igen kommer til at høre til blandt favoritterne.
Der er et par men'er: Kan Bau og Poulsen holde det KÆMPE niveau fra i fjor og er truppen bred nok. Murray kører stramt med 12 angribere og fire kæder i truppen, men gør klogt i at inkludere og give spilletid til flere unge, så man ikke pludselig skal hive en Frederik Brændgaard ind til sæsondebut i finaleserien. Og så er Seldrup og Fecers oppe imod mange stærke målmandspar.
Jeg kan ikke undgå at have Herning som en finalefavorit, men midtjyderne kan sagtens blive presset hårdt - og jeg tror ikke, grundspillet bliver vundet så suverænt som i fjor.