De vil mere i Rødovre Mighty Bulls i denne sæson. Efter sidste sæsons ærgerlige og hurtige exit fra kampen om slutspilspladserne, er det tydeligt, at der er større ambitioner på plads på Vestegnen i denne sæson.
På målmandsposten har man sagt farvel til de to gamle Rødovre-gutter William Rørth og Albert Adamsen. Måske ikke med bedste vilje, men sommetider skal der ske noget nyt og posen skal rystes, og derfor står svenske Tomas Rydén på mål med Marcus Bjørn som backup.
31-årige Rydén kommer med masser af rutine og mange sæsoner på næst- og tredjebedste niveau i Sverige og har også været et smut i Tjekkiet i sidste sæson. Det er hans erfaring og rutine, der skal bære et stadig ungt Mighty Bulls-mandskab gennem sæsonen.
Om han er en forstærkning i forhold til landsholdsaktuelle Rørth? Det vil tiden vise, men Rydén er trods Rørths efterhånden lange karriere i Rødovre-buret trods alt lidt ældre og mere rutineret end sin forgænger.
Det ligner et klart hierarki med Rydén som førstemand og Marcus Bjørn som andenmand, forhåbentlig har den nye finske træner Ville Hämäläinen også tålmodighed til at give Bjørn muligheden i mindst 5-10 kampe i løbet af sæsonen.
Rødovre lukkede hele 251 mål ind i sidste sæsons grundspil. Det var hele 92 mål mere end det næstdårligste hold i den kategori, Sønderjyske.
Så defensiven skal styrkes, og Rødovre har også handlet på den front.
Malte Setkov er tilbage med et mesterskab i bagagen og med stor selvtillid, og sammen med Lasse Carlsen udgør han det rutinerede bolværk af "store mennesker" i Rødovre-forsvaret. Forvent at Setkov kommer til at spille en kæmpe nøglerolle både i fem mod fem og i powerplay.
Tre imports spiller i defensiven hos Rødovre. Selv om Liam Haslam gjorde et stort indtryk på Rødovre helt tilbage i Corona-tiden, hvor han var på besøg i klubben, så er det ikke det vildeste cv, han kommer med.
En sæson i fjor i Kalix i den nordlige Sverige i Hockeyettan er ikke noget, der får bølgerne til at blæse hos konkurrenterne. Haslam er en slags import-joker, der i hvert fald kommer med fighting spirit, som det blev skrevet i pressemeddelelsen, da han blev præsenteret.
Til gengæld må og skal Rødovre have store forventninger til de to svenske backer Brandhammar og Berglund, der skal gå ind og være nøglespillere hos Rødovre. Begge solidt opdraget i den svenske hockeyskole og med masser af erfaring.
Brandhammar lavede 28 point i 40 kampe i den stærkere og stærkere polske liga i fjor, mens Berglund var fast mand hos et af de bedste hold i HockeyEttan Väsby IK, i fjor.
Det ligger til at talentfulde Frederick Amondsen skal tage næste skridt og være fast sjetteback næste sæson, mens tre unge talenter, Noah Faber, Filip Marklund og Lukas Nielsen ligger til at kæmpe om pladsen som syvendemand og dermed få muligheden for spilletid.
Rødovre-defensiven - og det var ikke kun backerne - fungerede trægt i sidste sæson, og med de to "friske" svenskere som erstatning for Bergholt og Böll og en Malte Setkov i form, ser det bedre ud før premieren.
Men Rødovre skal godt fra start. Ikke kun med en enkelt sejr hist og pist, men med stabilitet og følelsen af at være med i hver eneste kamp.
Det skal siges, at holdet i fjor var ramt hårdt af skader, og selvfølgelig er det også en forudsætning for succes, at det undgås i denne sæson.
For Rødovre-angrebet er med tabet af William Bundgaard, Linus Rørth og Andrew Bjergstad svækket i den forstand, at tre unge, der var klar til at tage næste skridt, er smuttet til Sverige og USA for at tage næste skridt i karrieren. Det koster på bredden, det samme gør afgangen af Alex Haunstoft.
Tre nye imports er klar for Rødovre. Filip Nordström kommer fra nogenlunde tal i norsk ishockey, og det ser lidt mere spændende ud med både Ryan Hughes og Lukas Macklin.
Hughes kommer fra et pointsnit på 0,85 i den britiske liga og Lukas Macklin kommer som en af de farligste angribere i HockeyEttan i Sverige.
Rødovre-fansene kan i den grad tillade sig at have forventninger til den duo, når det gælder produktion.
På danskersiden kommer Marcus Almquist rappe afslutninger også til at sætte point på kontoen, og hvis Almquist forbedrer sig i defensiven, bliver han en af de vigtigste spillere overhovedet for Rødovre.
Det samme gælder kaptajn Mads Eller, der skal sætte en total stopper for overreaktionerne og holde sig fra boksen i denne sæson, hvis Mighty Bulls er en succes.
Hvis Mads Eller går forrest på den gode måde, er han stadig en rigtig god dansker på Metal Liga-niveau.
Det kunne se ud til, at rutinerede Niclas Krarup kommer til at spille en større rolle i denne sæson, og det samme gælder for Mathias Hansen og Anders Biel, der begge kommer til Rødovre i håbet om mere spilletid og centrale roller.
Det er set, at rutinerede spillere vokser med opgaven, og en mand som Anders Biel har mere potentiale end han fik lov at udfolde i Sønderjyske.
Sebastian Strømstad og Mikey Bergmann viste rigtig gode takter i sidste sæson, og hvis Christopher Rübenach kan gentage sine 26 point fra i fjor, er der fuld plade hos ham. Ligesom mange andre Rødovre-spillere havde han en forfærdelig plus/minus (-40), og det skal forbedres hele vejen rundt hos Rødovre-spillerne.
Efterhånden rutinerede Oliver Marklund og rappe Victor Gade kommer også til at kæmpe om pladserne i startopstillingen og dermed har Rødovre 13 angribere til start med de unge gutter Tobias Vogelius og Mikkel Molge til at banke på.
Ja, Rødovre kommer med en forstærket trup i forhold til sidste sæson og læg dertil, at træner Hämäläinen kommer med erfaring fra den bedste finske liga. Han er et yderst spændende navn.
Mest vigtigt er det, at Rødovre i år kommer med friskhed og nye impulser på alle leder og kanter.
Og det kan - samtidig med, at holdet formentlig ikke når op på samme antal skader som i fjor - give Rødovre-fansene en realistisk forhåbning om at kunne spille med om slutspilspladserne til foråret. Det har Metal Ligaen også brug for!