Vi tager et hurtigt kig på Rungsted inden den kommende sæson

Rungsted var sidste sæsons overraskelse sammen med mestrene fra Odense, og nu skal nordsjællænderne forsøge at følge op med et lidt større forventningspres end i sidste sæson, hvor holdet var en "joker", der i hvert fald indtil slutningen af sæsonen kunne spille frit.

Det gjorde Rungsted, og det gjorde de absolut glimrende, attraktivt og underholdende, lige indtil Odenses fysik blev stopklods i semifinalen. 

Rungsted har sagt farvel til to store danske profiler i form af målscoreren Victor Cubars og Gustav Green. Sidstnævnte havde dog ikke en supersæson i fjor, men har tidligere vist, at han er en leder på isen på sin egen rolige måde. Bomberen Rasmus Anderssons point kommer også til at blive savnet. 

Det er et tab for Rungsted, der har hentet erstatninger i Lukas Bang, Alex Haunstoft og Valdemar Ahlberg, som lige skal vise, at de er lige så værdifulde for holdet, inden de er godkendt som erstatninger, selvfølgelig med største forventninger til Ahlberg. 

På målet har Rungsted gennembrudsmanden David Grubak. Og kan han "bare" fortsætte takterne fra i fjor, er Rungsted godt dækket ind. Tobias Villykke er en solid backup, der forhåbentlig får flere kampe, end det var tilfældet i tiden i Sønderjyske. 

Kun ved spilletid får reservemålmændene den værdifulde erfaring, som er nødvendig for at de kan tage næste skridt i karrieren.

På backsiden står Rungsted stærkt repræsenteret på toppen med kaptajn Andrew Peski og den altid fremragende Morten Jensen. De to kommer til at tage meget istid. 

Jacob Gammelgaard er altid til at stole på, og ind er kommet den meget pålidelige Jeppe Urup fra Odense, der altid gør et godt job. Mathias Røndbjerg har fin rutine og Anton Als viste stor fremgang i sidste sæson og bliver også kun bedre med spilletid. 

Den svenske back Tim Welin kommer - som mange andre svenskere i Danmark - fra de næstbedste og tredjebedste rækker i Sverige, og det skal blive spændende at se, hvad han bidrager med. 

Lad os antage at, Jensen, Peski, Welin og Gammelgaard er seedet. Interessant hvem der foretrækkes til femte- og sjetteback. Talentfulde Oliver Dahlmann må nok indtage venteposition denne gang. 

Rungsted synes en smule styrket i defensiven, også selv om "kæmpen" Simon Fredriksson ikke har fået forlænget efter mange års tro tjeneste, ligesom Jesper Solomon Frisell er erstattet af Tim Welin. 

I angrebet har Rungsted været dygtige og heldige at holde på den fremragende Theo Keilin, der - hvis han fortsætter fra i fjor - drøner videre til en større adresse efter den her sæson. 

Også arbejdsomme Filip Karlsson er tilbage og Ludvig Elvenes har store og kendte kvaliteter. Rungsted har ligeledes hentet Nicklas Heinerö, der kan blive en kæmpe profil i Metal Ligaen, hvis han undgår de skader, der prægede hans tid i Herlev. 

Steve Whitney kender vi efterhånden som en arbejdshest, der gør alt det rigtige på OG udenfor banen, og så er canadiske Jared Dmitryw kommet ind som noget, der ligner et rigtig spændende tilsæt. Han lavede glimrende 26 point i Allsvenskan for to sæsoner siden og havde en fin sæson i Frankrig i fjor. 

Rungsted kommer altså ind med et angreb med hele seks imports, og spørgsmålet er, hvordan træner Åhlund sætter sine kæder, bliver særdeles spændende at se.

Danskerstammen er som bekendt svækket med al respekt for de nye Lukas Bang, Alex Haunstoft og Valdemar Ahlberg. Cubars og Andersson stod for rigtig mange point, mens Gustav Green i sine gode sæsoner fyldte rigtig meget i Rungsted. 

Valdemar Hull satser på at tage et skridt opad, og Andreas Nielsson har endnu mere i sig, end han viste i en flot sidste sæson. Jonas Krabbe står vel til at være forward nummer 12, og trænerduoen Åhlund/Olsson kan stille med fire ret fornuftige kæder med to "producerende kæder" i toppen.

Mads Degn og Christian Hartmann banker endnu mere på end i fjor, og kan presse på for en plads i fjerdekæden og begge er vel klar til at tage pladser i de tre første kæder ved skader. 

Rungsted red på en bølge i sidste sæson og brugte få spillere i de gode tider. Mon ikke Håkan Åhlund vil satse lidt mere bredt i denne sæson, og nordsjællænderne er i denne tilstand en klar bejler til en af de eftertragtede top fire-placeringer. 

 


Chromecast: Sådan får du ishockey på den store skærm SæsonPreview: Esbjerg Energy