Ærlig talt havde ingen i Esbjerg formentlig regnet med, at Granly Hockey Arena skulle huse den første semifinale i denne sæsons Metal Liga.
Men nu og da går det ikke som præsten prædiker og med tre hold fra den nederste del af slutspillet i semifinalen, er Energy altså med hjemmebanefordel mod de forsvarende mestre fra Rungsted.
Begge hold var aldeles overbevisende i kvartfinalerne, hvor både Rungsted og Esbjerg tog fire sejre på stribe efter nederlag i den første kamp mod henholdsvis Herning og Frederikshavn.
Rungsted kommer til kampen med en kæmpestor "slutspilsselvtillid". Den kerne, der vandt guld tilbage i 2019 er stadig på holdet og gentog altså triumfen i foråret 2021.
Det betyder, at nordsjællænderne altså nu har syv seriesejre på stribe og har vundet 28 af de seneste 34 slutspilskampe. Det er altså giftigt.
- I slutspillet er vi startet fra nul, og nu kan al ske. Alle har vidst, at nu er det do or die. Vi har en stor gruppe af kernespillere, der har spillet sammen de seneste mange år, og som har lavet gode resultater i slutspillet, siger Rasmus Andersson til bt.dk.
Esbjerg kommer også med optimisme og viste en meget stærk moral i den afgørende kamp mod Frederikshavn. Her gik vestjyderne fra at være bagud 0-2 i første periode til at vinde 3-2. Stærk finish i kvartfinaleserien og i et slutspil, hvor vestjyderne ser ud til at have fundet det disciplinerede spil frem.
Det havde Energys nordamerikanere problemer med i løbet af grundspillet og kigger man lidt længere tilbage, så har Esbjerg vundet 11 af de seneste 15 kampe.
Ganske godt toppet af Jason Jaspers og staben, der ellers har kørt meget op og ned gennem sæsonen.
Glædeligt, at Valdemar Ahlberg er tilbage i truppen efter den voldsomme tackling han fik af Räsänen i kvartfinaleserien.
Vi kigger på kæderne som afsluttede kvartfinalerne: Rungsted havde Marcus Olsson ude i den sidste halvanden kamp mod Herning og savnede også Frederik Bjerrum og Mathias Røndbjerg, mens Esbjerg savnede Andreas Grundtvig, Valdemar Ahlberg og Henrik Mærsk.
Så foreløbig hedder duellerne: King, Brown - Kerbashian, Downing, Scheel kontra Jensen, Bergholt, Gustafsson, Hardt og Persson.
Mens andenkæden hos Esbjerg er Walli, Killins, Puffer, Kjær og Rasmus Bjerrum, der skal op mod Daly, Fredriksson, Andersson, Hetta og Gracel.
Tredjekæden hos Esbjerg hed Hjulmand, Schultz og Søren Nielsen, der spillede foran Jannik Christensen og Simon Grønvaldt, mens Rungsteds ditto i den sidste kvartfinale hed Green, Hansen og Daniel Madsen med Joachim Holten Møller og Jacob Gammelgaard bag sig.
De unge Victor Sand og Jonas Bjerrum udgjorde angriber 10 og 11 med Oscar Schulze som syvendeback hos Esbjerg, hvor Rungsteds fjerdekæde var David Madsen, Nikolaj Rosenthal og André Pison. William Back var syvendeback.
Rungsted har altså muligheden for måske at sætte Marcus Olsson ind, mens Esbjergs Ahlberg formentlig glider ind i tredje- eller fjerdekæden.
Spændende, hvordan Esbjerg kommer taktisk ind til kamp. Er det afventende eller med totalt skrald på som i den første hjemmekamp i kvartfinalen mod Frederikshavn, hvor nordjyderne tilsyneladende blev skræmt væk. Er det også recepten mod det teknisk stærke og rutinerede Rungsted-hold?
Statistikken: Både Thomas Lillie og Ville Kolppanen har leveret flot i slutspillet. Thomas Lillie har en redningsprocent på 96.85, mens finnen i Rungsted-buret står med 94.07. Kan de fortsætte?
Hold øje med: Grayson Downing har været fremragende, siden han vendte tilbage i slutningen af grundspillet. Seks mål i otte kampe har han leveret. Hos Rungsted har Rasmus Andersson også pludselig fundet skud- og assistarmen frem med to mål og tre assister. Han kan blive farlig. Glem heller ikke Esbjergs Philip Schultz og Rungsteds Daniel Madsen, der spiller gode roller på hver sit mandskab.
Det forventer vi: Esbjerg kommer med fysik og vil forsøge at sætte sig i respekt fra start. Glem ikke, at Esbjerg har siddet på Rungsted i grundspillet. Så hjemmeholdet er en smal favorit i aften, hvis publikum på den gule mur trykker til.
Serietip: I længden gætter undertegnede dog på, at Rungsted tager serien med 4-1 eller 4-2. Bredden er lidt større og mere rutineret hos Rungsted, der har en "vinderkerne" fra det seneste slutspil. Vi kan måske også tale om, at det er "sidste dans" for den generation af spillere, der har tegnet Rungsted den seneste håndfuld år. Esbjerg arbejde med "disciplineret fysik", hvis vestjyderne skal have en chance for at holde sig inde i serien.
Skader/karantæner: Marcus Olsson tvivlsom hos Rungsted, mens Frederik Bjerrum og Mathias Røndbjerg formentlig sidder ude. Esbjerg har Ahlberg tilbage, havde senest Andreas Grundtvig og Henrik Mærsk ude.