Frederikshavns stærke førstekæde viste igen stort format, men et par udvisninger i anden periode var ved at blive dyre for nordjyderne, der takket være Lucas Andersens to mål i tredje periode dog alligevel formåede,

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 2–4 (0-1, 2-1, 0-2) Vestjyderne savnede igen Jeppe Vinther, som sad ude med karantæne og ellers var det kun de unge forwards Jonas Christensen, Victor Sand og Carl Winding, der sad over hos Esbjerg. Gæsterne stillede i stærkeste opstilling og havde, i forhold til kampen i fredags, tilmed fået tilført den stærke og talentfulde lettiske back Kristians Rubins, der altså dermed kunne debutere. Rubins trådte direkte ind i nordjydernes stærke førstekæde, der igen var fremtrædende i White Hawks 4-2-sejr. 

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Karolus Kaarlehto og forud for kampen blev Rasmus Bjerrum kåret til september måneds profil hos Esbjerg.

Frederikshavn tog teten i jævnbyrdig åbningsperiode

Værterne startede i et højt tempo og fik da også det spillemæssige overtag næsten fra første faceoff, som gæsterne dog vandt. Rasmus Bjerrum var, efter blot 30 sekunder, ganske tæt på at bringe vestjyderne i front, da han med en styring af et forsøg fra Brady Shaw, fik testet Mathias Seldrup for første gang.

Kun godt et minut senere var det Felix Scheel, der burde have bragt Esbjerg i front, da han modtog pucken tæt under mål. Forsøget blev dog overplaceret og dermed fortsat 0-0 på tavlen, trods en livlig start på kampen.

Gæsterne gjorde det nu også ganske fornuftigt og fik hurtigt arbejdet sig ind i kampen. Brock Beukeboom tegnede sig her med et par gode forsøg distancen, mens den nyerhvervede back Kristians Rubins bød ind med både godt overblik, solide tacklinger og gode pasninger. Spændende spiller, som nordjyderne der har sikret sig.

Som man nærmede sig halvvejsmærket i den jævnbyrdige åbningsperiode bød Charles Corcoran ind med et godt forsøg, da han modtog en pasning fra Davis Vandane og gik direkte på mål. Men trods et fikst træk, så blev Seldrup den store i den duel.

Gæsterne fik mere og mere fart i skøjterne, som perioden skred frem og måske var man også en kende for ivrige, da man efter ti minutters spil rendte ind i en udvisning for for mange spillere på isen.

Nordjydernes box play stod godt imod det ellers glimrende og bevægelige vestjyske overtalsspil, der fulgte i kølvandet på udvisningen. Esbjerg formåede at flytte pucken hurtigt rundt og kom da også til et par afslutninger, uden at det for alvor blev farligt.

Farligt blev det til gengæld minuttet efter, da en helt fri og umarkeret Sebastian Brinkman pludseligt modtog pucken lige foran Karolus Kaarlehtos mål og i situationen nærmest synes at have alverdens tid, til at bringe gæsterne i front med 0-1. Kynisk udnyttelse af gæsterne, der ikke var sene til at udnytte at den vestjyske defensiv sov i timen.

Hjemmeholdet fik chancen i power play igen efter 17 minutter, da Kyle Hope måtte til afkøling for en interference. Christian Wejse var tættest på i overtallet for Esbjerg, da han blev sat op til afslutning lavt i slottet af Søren Nielsen. Men det blev ved lige ved og næsten for Esbjerg, der måtte gå til pause nede med et enkelt mål.

Vestjysk power play-effektivitet i anden periode

En vigtig sekvens indtraf i anden periodes fjerde minut. En lettere irritabel Jesper Jensen tog en hooking-udvisning i arbejdet hjem i banen, men da Alexander Bumagin kort forinden havde plantet sin stav i hovedet på Christian Wejse, så måtte russeren gøre Jensen følgeskab i straffeboksen med en 2+2 minutters udvisning.

Esbjerg altså dermed med to minutters spil i fem mod tre. Det ventede pres på gæsterne kom naturligvis, men Frederikshavnerne kæmpede virkeligt godt for sagen og så længe ud til at holde Esbjerg fra fadet. I hvert fald lige indtil Søren Nielsen tog sagen i egen hånd, tog en runde i Frederikshavns zone og smækkede pucken ind ved fjerneste stolpe til 1-1, blot otte sekunder før gæsterne stod til at få en fjerde mand på isen. Ærgerligt og bittert for Frederikshavnerne.

Esbjerg kunne dermed fortsætte i overtal og minsandten om værterne ikke gentog bedriften 12 sekunder før Frederikshavn var blevet fuldtallige. Igen indtog Søren Nielsen en nøglerolle, da han satte Rasmus Bjerrum op til afslutning tæt under mål. Her svigtede Bjerrum ikke, da Seldrup sikkert blev passeret til 2-1.

Esbjerg havde nu momentum. Men kun for en stund.

Der gik således mindre end to minutter, før gæsterne bragte balance i regnskabet. Målet var lidt besynderligt; Alexander Bumagin slyngede fra hjørnet pucken ind foran Esbjergs mål, hvor den tilsyneladende ramte en fremstormende Justin Shugg. Canadieren blev i hvert fald noteret for målet til 2-2, som i øvrigt også var til video-gennemgang, inden det blev godkendt.

Selvom Esbjerg talte flest afslutninger på mål, så synes gæsterne i mange sekvenser at være ovenpå rent spillemæssigt. Især gæsternes førstekæde gjorde det imponerende godt, men den fik også rigtigt meget istid.

Som et lidt kuriøst indslag, så bød Christian Wejse ind med en hovedstødspasning i den sidste del af anden periode, ikke hver dag man ser det.

Lucas Andersen førte an, da Frederikshavn trak fra

Der var dyre lærepenge at betale for Esbjergs 17-årige back Mikkel Rask, der måtte tage 2-3 målet på sin kappe, mindre end to minutter inde i tredje periode. Den talentfulde unge back fik ikke ekspederet pucken væk foran eget mål og dette udnyttede Lucas Andersen kvikt, da han sendte pucken ind under Esbjergs finske keeper.

Målet kom på en, for Esbjerg, ærgerlig baggrund. Men vurderet på spillet, så var det ikke ufortjent. Gæsterne havde bedst fat i kampen og kom også frem til flere nærgående forsøg.

Jari Pasanen kaldte en tidlig time out med otte minutter igen, for at få de sidste aftaler på plads med sine spillere.

Aftalerne om hvordan sejren skulle sikres blev lidt nemmere for gæsterne, da Esbjergs første udvisning i kampen indtraf med 5:38 igen, det blev nemlig en 5-minutters-udvisning til Valdemar Ahlberg, der indkasserede en badebillet for en boarding.

En udvisning til gæsternes Mads Larsen, der forhindrede en Esbjerg-kontra med ulovlige midler 18 sekunder senere, gav kortvarigt Esbjerg lidt tro på tingene igen, men Esbjerg fik ikke skabt meget i de to minutter, hvor man spillerd fire mod fire.

I stedet kunne Lucas Andersen, med sit andet mål i kampen, lukke og slukke med scoringen til 2-4 tre sekunder før Esbjergs udvisning udløb. Frederikshavn havde dermed snuppet den anden sejr mod Esbjerg på to dage.


NHL-DRAFT i nat: Lafreniere etter, to tyskere draftet i første runde Mike Hammond skød Odense til sejr