Se hvem Skudzonen-redaktør Jesper Schultz tipper til at have den stærkeste trup pt.
En af vores venner her på sitet, Skudzonen-redaktør Jesper Schultz har vurderet truppernes styrke her lige før sæsonen. Altid interessant og sagligt, når Skudzonen vurderer, og vi har fået lov at bringe analysen som den ser ud lige nu:
HVOR STÆRKE ER HOLDENE EGENTLIG?
Holdene i Metal Ligaen er gået på is og har startet arbejdet frem mod den nye sæson, så måske I kan være nysgerrige på en lille vurdering af, hvor stærke de enkelte klubber egentlig ser ud.
Skudzonen har vurderet hver enkelt spiller i ligaen med en simpel og helt enkel styrkevurdering på en 10-skala.
Den største hæmsko for at lave sådan en beregning er selvfølgelig, at der er så mange andre ting end bare spillernes individuelle styrke, der tæller. Trænernes styrke? Hvordan passer trænerne til spillermaterialet? Hvordan passer spillerne sammen? Er der homogenitet? Hvilket igen kan splittes ud på en række spørgsmål: Har du god balance mellem forwards og backer? Og mellem centere og wings? Har du et godt mix af spillertyper? Har du nok lederskab? Har du for mange, der gerne vil være ledere? Kan de godt sammen i det hele taget? Er stemningen god? Har du gode folk omkring isen? Har du gode forhold for spillerne? Er de glade og tilfredse i hverdagen? Træner de rigtigt?
Dertil kommer en faktor, der kan ændre alt: Får man mange skader? Får man mange skader på det forkerte tidspunkt? Hvor godt forstår man at bruge flere unge spillere, når man får skader, så man ikke presser spillerne forkert mentalt og fysisk? I det hele taget: Hvor godt forstår man at sprede spilletiden rigtigt?
Du kan sikkert komme på endnu flere faktorer, men fælles for alt det der lige er ridset op, er, at det er for svært for Skudzonen at sætte tal på dette. At gøre det målbart.
Derfor kan denne leg slet ikke bruges som andet end Skudzonens bud på klubbernes udgangspunkt her hvor sæsonen står for døren.
Skudzonen har lavet denne form for beregning i smug i årevis, og den plejer at placere holdene pænt godt i den stilling, der danner sig ved enden af grundspillet. Der er altid et hold, der kan skyde lidt i hver sin retning. Sidste år var det Odense, der havnede et par pladser højere end ventet, og Rungsted et par pladser lavere end denne liste vurderede.
Med alt dette ridset op, så følger tallene her:
1. Aalborg 150 (120) ( 7 udlændinge )
2. Herning 146 (117) ( 8 )
3. SønderjyskE 135 (104) ( 6 )
4. Odense 135 (112) ( 8 )
5. Esbjerg 130 (108) ( 8 )
6. Rungsted 123 (110) ( 8 )
7. Frederikshavn 117 (97) ( 7 )
8. Herlev 106 (93) ( 9 )
9. Rødovre 102 (82) ( 6 )
Det første tal illustrerer breddestyrken, andet tal illustrerer styrken på kun 9 forwards, 6 backer og 1 målmand. Første tal viser sig næsten altid mest pålideligt, og med den lidt større mængde skader de seneste år har jeg - belært af erfaring - forøget dette tal til at inkludere 14 forwards, 9 backer og to målmænd for at få så pålideligt et tal som muligt.
Der er ingen klubber, der har så mange spillere i deres trup for nuværende, men jeg har tilladt mig at vurdere, hvad de har af spillere i ungdomsafdelingen, som kan træde op på de enkelte pladser.
Når rækkefølgen skal vurderes, så er det vigtigt at notere sig antallet af udlændinge. Aalborg kan jo hurtigt rykke yderligere væk med køb af en udlænding mere, og SønderjyskE har også et spændende spillerum at lege med.
Det er i den forbindelse vigtigt at notere sig, at jeg har indregnet en topklasse back med udenlandsk pas på både Aalborgs og Rungsteds backlinie, idet jeg har en klar forventning om, at sådanne køb foretages meget snart udfra udseendet på deres trupper. Det er måske lidt "snyd" for nogen at se, for det kan jo også sagtens ske, at en anden klub køber ind, men nu er det understreget, så du kan tage dine egne forbehold i din private styrkevurdering.
Lidt flere detaljer om hver klub:
Aalborg
Når jeg har tilladt mig at tro på et topklasse backkøb, så der det fordi dette er eneste svaghedspunkt i Aalborg-truppen. Der er en række stærke danske backer, men den helt store styrende mangler, for det tror jeg ikke Bo Hanson kan løfte. Med Champions Hockey League nært forestående, så kunne det være oplagt med et hurtigt køb, men det er måske også et forkert sted at satse, så man kan også benytte opstarten til lige at finde ud af, hvad det skal være for en type back, man skal købe.
Hvis der ikke købes en back mere, så kan det måske blive en anelse sværere at være Georg Sørensen i denne sæson?
Meget, meget stor bredde på forwardlinien. Kun Herning kan næsten matche ned gennem fire kæder og de har endvidere begge en kapabel 13. forward. Det kommer til at få betydning!
Esbjerg
Faktisk den stærkeste backlinie både på bredde og vertikalt, som Skudzonen ser det. Det er snært, men de er akkurat foran Aalborg og Herning. Hertil kommer et rigtigt godt potentiale i forwardlinien, som dog er noget svagere i udgangspunktet. Esbjerg kunne godt blive årets højdespringer, hvis andre ting går op i en højere enhed. Bredden foran er ikke ligeså stærk, som det ser ud lige nu. De har også et par brikker, der ser skrøbelige ud både som spillertyper og rent skadesmæssigt. Det kan give et ringere udfald. Endelig er det værd at notere sig, at Skudzonen regner med et forrygende comeback til Philip Larsen. Der er vist kommet ro på nogle private ting, og især ved han nu præcist hvad han går ind til. Jeg tror ikke, han har manglet respekt, men der kan alligevel godt være en eller anden tendens til at man får en forkert skøjte på isen, når man kommer hjem fra en lang udlandskarriere. Det har vi set mange gange før. Skudzonen regner med en stærk sæson af Larsen!
Frederikshavn
Meget tæt på at være svageste backlinie i ligaen, men der er til gengæld godt potentiale i flere af dem, og dette bliver rigtigt spændene at følge. Især Anton Stenbakken hjemvenden bliver herfra at se meget interessant. De har en stærk keeper til at hjælpe sig baglæns. Fremad har FWH igen i år alt for lidt hjælp fra backlinien. Det er tæt på at være spot on samme styrkeforhold på forwardlinien hos FWH som hos Esbjerg i de tre første kæder, og så har Frederikshavn faktisk en endnu bedre bredde ned gennem femtekæden også, så de kan både veksle på brugen af spillere og supplere ved skader. Kuriøs opsætning. Der kunne ret godt komme et backkøb, men det er der altså ikke regnet med her. En meget stærk offensiv back ville nok rykke FWH en plads frem på listen ovenfor. Iøvrigt skal det med, at Jesper Jensen er medregnet her. Jeg er ikke 100% opdateret på, hvor han er i sin skadessituation, men han står på FWH's hjemmeside, så han er medtaget på lidt lavere styrke end han ville have haft for et par år siden.... Hvis Jesper Jensen stopper, så er de nye tal for Frederikshavn på 114 (94). Ændrer altså ikke rækkefølgen i sig selv.
Herlev
En myriade af danskertab samt et trænerskifte stiller Herlev i en helt ny situation i år. De er både langt sværere i toppen og i bredden, og Erik Hanses i målet har også en voldsomt tung arv at løfte efter ligaens bedste målmand i sidste sæson. Herlev er eneste hold, der allerede har max'et ud på ni udlændinge, men det var næsten nødvendigt. Der venter en svær proces med at genopbygge det her.
Herning
Igen i denne sæson kommer Herning til at byde Aalborg op til dans. Der hvor det lille bekymring kan være, herfra at se, er, om de har fået sat det homogent sammen. Der er et par punkter, som gør, at jeg ikke kan afvise, at denne trup ikke kommer til at performe ligeså godt, som den ser ud lige præcis i sådan en numerisk opgørelse som denne. Men mand for mand er det meget spændende.
Odense
Også en klub, der fik en stor sæson af en målmand og nu skal håbe på det samme med en anden mand i buret. Det ligner dog et godt køb med Mitch Gillam, men er der noget, der er svært, så er det, at ramme den rigtige keeper. Han får god hjælp af, at Odense er helt på højde med de absolutte topklubber på de tre første backpar. Lidt mere skrøbelige på backbredden, til gengæld er Odense dejligt brede ned gennem fire angrebskæder. Kun Herning og Aalborg ser stærkere ud i fjerdekæden. Det ligner også, at de har ret god balance i truppen, og kan de finde samme kemi som sidste sæson, så er der en ny top-4 plads på vej.
Rungsted
Syv etablerede danskere ud og kun to ind gør selvfølgelig at Rungsted står markant svagere på bredden. Groft skåret er fjerdekæden gået fra en af ligaens bedste til den svageste. Der bliver brug for nogle gennembrud til de unge spillere dernede. Herlev havde tålmodighed til at bygge op lidt på samme måde for to år siden, og det kastede bronzemedaljer af sig to år senere. Spændende om Rungsted lykkes med det samme. Det skal siges, at talentmaterialet nok lige er et par tænder mindre her, men de skal vel skyde brystet frem og sikre sig spilletiden. På tre kæder er Rungsted godt med, så den vertikale styrke er i orden. Husk i denne forbindelse at der er medregnet et snarligt backindkøb, som de selv har varslet. Der er regnet med en back i styrke 7, som i dette tilfælde gerne skulle være marginalt bedste mand på backlinien. Finder de denne mand - og hellere snart end senere, for træningskampene er jo snart igang - så er de helt oppe i hælene på de fire bedste baclinier målt på tre backpar. Finder de tilmed en i styrke 8, så udligner de faktisk både Aalborg, Odense og Herning på denne højst uvidenskabelige målemetode...
Rødovre
Der er ikke ligeså langt fra Rødovre styrke op til de nærmeste som de senere år, og sidste år fik Rødovre altså faktisk virkelig klemt meget ud af truppen. Specielt efter at Olaf Eller trådte til, og nu har han dem fra starten. Dette er selvfølgelig sygt spændende at følge. Kunne godt nok være interessant med et par stærke udenlandske spillere fra en eller anden sponsorindsamling på falderebet. Kunne de lokke to middelgode Allsvenskan-spillere ind, så kan de godt sende Herlev ned på sidstepladsen! Det skal iøvrigt med, at Måns Hansson og Jaeden Martin er regnet med her. De er ikke i skrivende stund (torsdag formiddag) offentliggjort, men skulle angiveligt være på plads. Så de to ekstra spillere, jeg "drømmer" om her på Rødovres vegne, er altså udover Martin og Hansson. Det er ikke noget, der er noget om - kun en leg med potentialet i, at Rødovre har tre udlændingepladser mere at "dyrke", hvilket konkurrent i nabokommunen ikke har.
SønderjyskE
Der skal altså ikke specielt meget mere til, så er SønderjyskE tilbage i deres 00'er position i toppen af ishockeydanmark, men det glæder faktisk Skudzonen, at de er tålmodige omkring dette, for det har givet et flerårigt flot arbejde med mange unge spillere omkring truppen. Der er kommet flere interessante spillere ud af dette, og samtidig kan de i år ske at lege med omkring både guldet og grundspilssejren. På tre kæder er de absolut ikke skræmmende, men har en virkelig flot bredde ned gennem fjerde- og femtekæden, og dette får betydning for dem, som sæsonen skrider frem. De havde jo ret mange skader sidste år, og gik selvfølgelig ikke ubemærket gennem dette, men brugen af bredden styrker dem til i år, og ishockey er jo også et spil, der manageres over den lange bane. Desuden har de kun seks udlændinge indtil videre, så at de på tre kæder er mere middelmådige kan tilmed udbedres. Der er ikke regnet nogen flere indkøb ind i dette, men det ville ikke overraske, hvis der kom et køb eller to inden vi når specielt langt ind i sæsonen...