Vi skal en tur rundt om Metal Ligaen igen i eftermiddag - med sigte på premieren fredag aften

Betyder resultaterne af træningskampe så meget? Nej, vel ikke rigtigt. Eksempel: Da SønderjyskE blev mester i 2006 havde holdet tabt alle kampe i preseason, og der er flere eksempler på svingende resultater i testkampene for hold, der derefter har leveret varen i grundserien. Så tag det roligt, Frederikshavn: 1-6 i gårsdagens kamp i Esbjerg betyder ikke nødvendigvis, at det går dårligt i sæsonen.

Den kan Rungsted Seier Capital tage med ind i sæsonen, for holdet fra Nordsjælland har tabt samtlige testkampe før sæsonen. Det er blevet til nederlag i samtlige fire testkampe for Mark Pedersons mandskab. Rungsted kan dog også hævde, at holdet har mødt sværest mulig modstand: Udekampe mod sidste sæsons guld- og sølvvindere og hjemmekamp mod Södertälje og sidste sæsons nummer fire i Metal Ligaen. Esbjerg. 

Husk nu at tage til hockey i morgen, torsdag, i Aalborg, hvis du har muligheden. Nej, der er ikke Metal Liga-premiere, men Champions Hockey League-puljespillet, der kommer til "Nordens Paris". Og det er endda selveste de "europæiske mestre" Tappara fra Tampere, der kommer på besøg. Champions Hockey League-mestrene fra i fjor mod de danske mestre. Det er da en konstellation, der vil noget. 

Rødovre Mighty Bulls-træner Olaf Eller var som sædvanlig ganske bramfri og åben til Metal Ligaens Media Day. Her var han med i direktørpanelet på grund af direktør Morten Nielsens fravær. Olaf Eller gik i rette med et par af de øvrige direktører, der forklarede, hvorfor det er nødvendigt med ni imports som loft. Det er Eller bestemt ikke enig i. Han ser gerne antallet sat ned, så der bliver mere plads til danske spillere. 

Frederikshavn White Hawks var ikke i nærheden af at være farlige høge i aftes i Esbjerg. Hjemmeholdet vandt som bekendt med hele 6-1. Resultatet i testkampene er som bekendt underordnede, men træner Patric Wener bider sig formentlig i tungen, når han ser højdepunkterne fra kampen. Der var virkelig godt med plads til Esbjerg foran WH-keeper Tadeas Galansky, der blev svigtet kraftigt af sit forsvar. 

"Ham den nye er kæmpestor", sagde en mand med sin daglige gang på Odense Isstadion til denne skribent i hallens katakomber for et par dage siden. "Ham den nye" er svenske Joakim Thelin, der debuterede for Odense Bulldogs i går i Vojens. Han spillede med nummer 38, men gjorde sig ikke frygteligt bemærket i Frøs Arena. Thelins statistikker tilsiger dog, at han kan blive en profil i den kommende udgave af Metal Ligaen.   

SønderjyskE vandt 3-1 over Odense i aftes. Det var revanche for nederlaget på 1-4-nederlaget tidligere på sæsonen i Odense. Mario Simioni kunne glæde sig over, at 17-årige Tobias Villykke stod en fin kamp i buret. Han er tredjemand i sønderjydernes målmandshierarki. Sønderjyderne måtte undvære finske Ville Leskinen, der var skadet - men klar til fredag. 

Herning Blue Fox har hentet otte udlændinge op til sæsonen, men de fleste af dem er godt bekendt med Metal Ligaen og dansk ishockey. Det er ganske usædvanligt, at et hold har hele syv "Metal Liga-gengagere" i truppen. Kun Oskars Cibulskis er ny. Mac Carruth (Herning), Petter Hansson (Herning), Santeri Suistio (Frederikshavn), Andrejs Dzerins (Herning), Cam Brown (SønderjyskE, Esbjerg), Brett Thompson (Herlev, Rungsted) og Jesper Thörnberg (Herlev, Odense) har alle erfaring med dansk ishockey. 

Esbjerg Energy er dog tæt på Herning Blue Fox i forhold til antallet af Metal Liga-gengangere. Vestjyderne har seks imports, der kender til den danske liga: Gordie Ballhorn (Herning), Jeff King (Esbjerg), Arturs Salija (Odense), Juuso Walli (Esbjerg), Grayson Downing (Esbjerg) og Aleksi Halme (Frederikshavn) har alle en Metal Liga-fortid. Ungarske Csanad Erdely og canadiske Josh Winquist er nye på dansk is. Erdely bliver den blot anden ungarer i Metal Ligaens historie. Donat Szita (Rungsted 2021-22) var den første. 

Herlev Eagles har med Martin Gudmundsson i boksen fået en cheftræner, der er ny i Danmark. Det er assistenten, Guillaume Doucet, til gengæld. Doucet har tidligere i sin karriere spillet for netop Herlev. I 2014-15 spillede han 25 kampe og lavede otte point for forstadsklubben, inden han blev hentet af Nottingham Panthers. Doucet havde en stor karriere i britisk ishockey, hvor han også har været i de seneste tre sæsoner. Her har Doucet været Director of Hockey Operations i storklubben Nottingham Panthers. 

 

 


Fredbergs favorit: De sultne ræve 17-årige Vilykke lyspunktet i rodet kamp