Nicolai Weichel nåede både at sætte sit aftryk i barndomsklubben Rungsted og i Herning, Odense og til sidst Aalborg, hvor han efter en stille og rolig og god dialog med Pirates-organisationen stoppede på trods af, at parterne havde blæk på endnu en sæson.

Nicolai Weichel har levet af at spille ishockey i godt 10 år, og 507 gange har han – ifølge Eliteprospects.com – snøret skøjterne og løbet på isen for at spille Metal Liga-ishockey. Det er en tid, han ikke vil have undværet.

- Jeg har haft en enorm glæde ved at spille ishockey, og jeg har følt mig meget privilegeret ved at kunne bruge min tid på noget, jeg har holdt af. Jeg har fået mange dejlige oplevelser, venner for livet og nydt det sammenhold og kammeratskab, der har været i omklædningsrummet, siger Nicolai Weichel.

Derfor var det heller ikke nogen nem beslutning at stoppe med at spille Metal Liga-ishockey.

Det krævede lange overvejelser og samtaler med kæresten, familien og vennerne, før han tog den endelige beslutning. Til syvende og sidst sagde mavefornemmelsen, at det skulle være slut.

- Det er glæden ved spillet og gejsten, der holder de fleste danske spillere i gang i Metal Ligaen. De fleste af os spiller ikke ishockey for økonomiens skyld. Og jeg fornemmede til sidst i min karriere, at motivationen, glæden og gejsten ikke var helt den samme, forklarer Nicolai Weichel.

Der er ingen bitterhed i Nicolai Weichels stemme.

Nærmere glæde og stolthed over, at han har været en del af elitesport i så mange sæsoner, som det blev tilfældet.

Men siden han begyndte på idrætsvidenskab på Aarhus Universitet for fire sæsoner siden, har han også været pendler med bopæl i den jyske hovedstad.

Tre sæsoner på motorvejen fra Aarhus til Odense og derefter en enkelt sæson fra Aarhus til Aalborg sætter sine spor, når man dertil lægger busture/fremmøde til seks træningskampe, 48 grundspilskampe og et sted mellem fem og 21 mulige kampe i slutspillet.

Så i foråret erkendte Nicolai Weichel, at det var tid til næste etape i livet. At den kommende toårige kandidat i idræt skulle være med studiet som førsteprioritet og ikke ishockeyen, som det var tilfældet i de første fire år på uddannelsen.

- Jeg drømmer om at kunne hjælpe andre sportsudøvere som mentor, rådgiver eller sportspsykolog. Jeg går meget op i den mentale og psykologiske del af sporten og idrætten. Kunne jeg kombinere min teoretiske viden, som jeg tilegner mig på studiet, med erfaringerne fra min egen karriere, kunne jeg sagtens forestille mig at give noget godt videre, når jeg er færdig med min uddannelse.

Lige nu håber og satser Nicolai Weichel på at komme ud på arbejdsmarkedet i en fart, så han kan få erfaringer fra erhvervslivet på sit cv, der indtil nu kun har indeholdt uddannelse og ishockey.

- Ishockeyen har givet mig rigtig meget og jeg kommer med en god ballast, men jeg vil rigtig gerne have noget ”rigtig” erhvervserfaring. Meget gerne noget, der har med sport og idræt at gøre, men alt er sådan set velkomment. Jeg vil gerne stifte bekendtskab med ”den virkelige verden” og er spændt på, hvad den kan tilbyde, siger han.

Der sker i det hele taget meget nyt i tilværelsen for Nicolai Weichel i den her periode. Han har været på ferie. Sådan rigtigt. Både i Tyskland, Spanien, Norge og i det danske sommerland – uden at skulle tænke på træningsprogrammer og på at holde sig i superform frem mod sæsonbegyndelsen.

- Jeg holder mig stadig i form og holder stadig af at træne, men det er på en anden måde. Den helt store forskel kommer her 1. august, når mine tidligere kolleger begynder at træne frem mod sæsonen.

- Jeg kommer til at følge med og tage ud i hallerne for at se kampe, og jeg nød i den grad bare at være tilskuer til VM i Herning uden at skulle tænke på, om jeg egentlig kunne have gjort mere i min karriere for at være med inde i billedet, siger Nicolai Weichel.

Hans sidste sæson i Aalborg sluttede uheldigt med en knæskade, der holdt ham ude af de afgørende semifinalekampe mod Herning. Det har kostet et længere genoptræningsforløb, men bortset fra den ærgerlige afslutning ser Nicolai Weichel tilbage på en dejlig ishockeykarriere.

- Havde du spurgt mig for 15 år siden, var det et mål at prøve mig af på seniorniveau i udlandet, men når jeg i dag kigger tilbage, er det ikke fordi, jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kom af sted.

- Jeg har fået kammerater for livet, levet en privilegeret tilværelse, spillet U-VM og været på seniorlandsholdet og endda været til A-VM og jeg er stolt over at have vundet pokaltitlen med min barndomsklub i Rungsted.

- Guldhjelmen er sådan set det eneste, jeg mangler, selv om jeg har været meget tæt på i et par omgange. Den kunne have pyntet hjemme på reolen. Men i det store hele er der intet, jeg fortryder. Kammeratskabet, omklædningsrummet og venskaber for livet, vil jeg altid tage med mig frem i tilværelsen, siger Nicolai Weichel – på vej ind i en ny del af tilværelsen.