Sikke en ishockeysøndag.
Selv stod jeg med headset på og kommenterede kampen mellem Odense og Rungsted.
Jeg var skuffet over, at vi ikke nåede 2000 tilskuere, men ligeledes overrasket over, hvor god stemningen var sådan en søndag eftermiddag, hvor forårssolen lokkede og hvor der næppe blev drukket så mange fadøl som på en fredag aften.
Odense og Rungsted gav hinanden en fremragende slutspilskamp. Højt tempo, stor intensitet, spillerne var HELT tæt i nærkampene, men uden at det gik over gevind. Dommerne kunne godt have fundet mindst to-tre udvisninger til hvert hold for hooking eller holding, men linjen var ens overfor begge hold - så fair nok med det.
Begge hold havde muligheden for at afgøre kampen. Odense kunne have været foran med to-tre mål efter første periode, men samtidig var fynboerne fuldstændig spillet på hælene i anden periode efter at Rungsted havde udlignet. Her kunne gæsterne omvendt have været i føring.
Og ganske klassisk - lige da stillingskrigen for alvor skulle til at begynde - fumlede Rungsted-forsvaret i tredje periode, da en ufarlig situation pludselig blev farlig. Jonathan Brinkman var på plads og scorede det 2-1-mål, der blev afgørende i en tæt kamp.
Et tegn på, at den mindste fejl bliver straffet i de tætte slutspilskampe. Et "lortemål", som Rasmus Andersson bramfrit udtrykte det overfor RSC TV efter kampen.
Et "arbejdsmål", vil det formentlig lyde, hvis man spurgte en Odense-spiller.
Rungsted er slet ikke færdige endnu. Denne sæson viser, at vi på intet tidspunkt skal afskrive Håkan Åhlunds tropper. Men Odense har en bredere trup, og jeg tror stadig, det vil komme fynboerne til gode i længden i den her serie.
Sideløbende fik vi endnu et drama i Herning, og med de helt neutrale briller, så er glædeligt, at der igen er liv i serien mellem de to gamle rivaler, Herning og Aalborg.
Hvem husker ikke de "gode, gamle" dage: For eksempel i 2004, hvor et meget hårdt spillende Aalborg-hold - dengang AaB - slog Herning ud i semifinalen for blot at tabe den vilde finale til Esbjerg med 3-4. Eller året efter, da AaB førte 2-0 og tabte tre overtidskampe i træk i finalen: En af dem blev afsluttet i overtid over midnat (så vidt jeg husker kampstart 21:00), da Christoffer Kjærgaard scorede og knuste de nordjyske hjerter.
Det var Herning, der dengang i begyndelsen af 00'erne havde overhånden for det meste, mens det i 2018 blev til den første guldfest siden 1981 i Aalborg, da Julian Jakobsen førte Pirates til mesterskabet.
Aalborg og Herning har noget over sig, og i går rejste nordjyderne sig, da det så allersortest ud. Nede 0-2 i kampe og 0-2 i kampen. Det var flot moral af Pirates at komme igen. Sikke et comeback, når man gravet allerlængst ned mod sæsonens i særklasse bedst spillende og mest konstante hold.
Nu er Aalborg sikret maksimal opbakning tirsdag aften, og det kan kun blive en kanonkamp i Sparekassen Danmark Isarena.
Jeg holder fast ved, at Herning stadig er favorit i serien. Nok kom maskinen ud af omdrejninger i går, men med den klasse, Herning viste i de to første kampe, skal Aalborg stadig finde endnu mere frem, hvis de skal vende serien for alvor.
Gysertime tirsdag aften. Både i Nordsjælland og Nordjylland. Jeg glæder mig allerede.