I dag om den omstridte afgørelse i Martinsen Arena, der kostede Herlev en ekstra chance

Phew. Slutspillet byder på alt – og hvert eneste år også på kontroverser.

Senest fredag aften. Der er ikke EN eneste ishockeyfan, der IKKE har hørt om Herlevs smertefulde og uretfærdige exit fra slutspillet.

Matthias Asperups mål skulle aldrig have været underkendt, og det var også derfor, at dommerchef Claus Hansen lørdag formiddag gik ud og undskyldte.

Naturligvis burde sejren i kamp fire være gået til Herlev, og det var fuldt forståeligt, at Eagles-ledelsen og spillerne var både frustrerede og skuffede efter kampen, som blev afgjort af Simon Lafrance senere i overtiden.

Alt er undersøgt. Det kan jeg garantere. Der er blevet arbejdet, diskuteret og debatteret fredag aften og nat – og lørdagen med, inden det endegyldigt blev slået fast, at Herlev ikke ville få noget ud af at protestere og at dommen ikke kunne omstødes, således, at målet blev ”givet tilbage”, og vi fik en kamp fem søndag eftermiddag.

Når vi taler fortolkning af kendelse og ikke ”procedurefejl”, som for eksempel ulovlig spiller, er der ganske enkelt ikke hjemmel i reglerne for at spille om eller justere resultatet af en kamp.

Det fyger selvfølgelig med beskyldninger på de sociale medier, og mange af dem er ikke skrevet i et særlig pænt sprog. Frustrationerne kommer ud på mere eller mindre pæne måder.

Det er klart, at dommerne skal stå til ansvar, hvis de begår en klokkeklar fejl og ligesom spillerne bliver slået ud af slutspillet, bliver dommere også slået ud af slutspillet.

Men dommere er også kun mennesker, der kan begå fejl, ligesom spillere og trænere i Metal Ligaen. Det er værd at huske på i kampens hede.

Er dommerne korrupte? Nej, selvfølgelig er de ikke det. De er opdraget til at dømme fair og neutralt. Det kan jeg garantere, og jeg fornemmer ikke lige, at det er korruption, der gennemsyrer dansk sport og det danske samfund generelt.

Hjælper det at hente svenske dommere ind? DEL-dommere? NHL-dommere? Jeg ved det ikke, jeg læser og følger dagligt international ishockey på alle niveauer og jeg kan blot konstatere, at der er brok over dommerne i det meste af verden, selv på højeste niveau.

Og alt det er skrevet i den største sympati med Herlev, der gerne ville have haft endnu en chance for at overraske Herning og måske bringe sig på 2-3 i serien og spille en hjemmekamp for fuldt hus tirsdag aften.

Kunne man gøre noget konstruktivt for at give dommerne endnu bedre vilkår og dermed også stille større krav til dem? Det kræver penge, og i en i forvejen stramtsiddende økonomi både i klubberne og i Danmarks Ishockey Union, er det ikke nemt at finde midler.

Men man kunne måske gå ned på syv udlændinge og lade hver klub betale for en professionel dansk dommer, samtidig med, at Danmarks Ishockey Union hyrede en stærk canadisk dommer ind som konsulent, og på den måde give både bedre vilkår og mulighed for sparring til alle dommerne og aktørerne omkring det danske dommerkorps.

Slutspilsbloggen er personlig og skrevet af Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø


MAGNUS POVLSEN lægger skøjterne på hylden Efter exit: Philip Larsen lukkede op for endnu en sæson