Det koster at stikke hovedet frem, og man skal være parat til tage imod, hvis forudsigelserne er forkerte.
Som bekendt var vi fire "såkaldte eksperter" her på sitet, der tippede på, at Frederikshavn ville slå Rungsted ud i kvartfinalen.
Måske et resultat af, at Frederikshavn fik en ganske god afslutning på grundspillet og faktisk lignede et hold, der var på vej mod topformen.
Men, som de fleste ved, var Rungsted en solid stopklods for Frederikshavn, og dagen efter kamp fem tikkede en sms ind på min telefon. Det var en af de øverste i klubbens organisation, der skrev til mig.
"Hej Michael.
Det gik ikke lige som eksperterne havde spået."
...Var den korte, men fuldstændig klare tekst.
Og jeg måtte selvfølgelig svare pænt tilbage og ønske tillykke med Rungsteds fremragende præstation i kvartfinalen.
Jeg/vi var blevet modbevist, og efter kvartfinaleserien kan man ikke andet end at lette på hatten for Rungsteds mandskab.
Det er formidabelt og for mig stadig en overraskelse, at Seier Capital-mandskabet blev nummer tre i grundspillet og er endt i semifinalen. Lur mig, om ikke også de er lidt overraskede over det hos Rungsted-ledelsen. På den positive måde, vel at mærke.
Rungsted har allerede overtruffet alle(s) forventninger og kan nu spille semifinalerne så afslappet, som det overhovedet er muligt. For selvfølgelig spiller Håkan Åhlund og Marcus Olssons mandskab for at komme i finalen.
Rungsteds forvandling har været opsigtsvækkende efter en forfærdelig start på sæsonen, hvor det en kort overgang faktisk så ud til, at Rungsted var holdet, som Rødovre skulle jage i kampen om den sidste plads i slutspillet.
MEN: I de sidste 25 kampe i grundspillet scorede mandskabet det samme antal point som topholdet Herning (54), og i kvartfinalen lukkede Rungsted totalt ned for Frederikshavn med kun fire mål imod i de fire kampe, som holdet vandt. Og det endda selv om der manglede et par rutinerede backer i store dele af serien.
David Grubaks formidable sæson har været en af årsagerne til Rungsteds fremgang. Han har i den grad fået sit gennembrud, og måske endda spillet sig ind i kampen om VM-pladserne, alt efter hvor mange målmænd fra Metal Ligaen, der kommer med i den endelige trup.
Vendepunktet i Rungsteds sæson kom for alvor i november, da Morten Jensen kom tilbage fra en skade og fra start leverede med sin dejligt offensivt måde at spille på, og da Victor Cubars nogenlunde samtidig kom ind for at bevise, at han var langt bedre end 13. forward i Herning. Cubars har med sit temperament og sin aggressivitet kombineret med målfarlighed også været med til at løfte Rungsted.
De to var lige, hvad Rungsted manglede for at løfte både top og bredde på et i forvejen - skulle det vise sig - ret kompetent mandskab, der nu er klar til semifinalen efter en tiltrængt pause, hvor de små skavanker kan plejes.
Indrømmet: Jeg vil næppe have nordsjællænderne som favorit i en kommende semifinale. Men jeg ser frem til at modtage en drillende sms. Også efter semifinalen, hvis Rungsted tager det næste skridt.