Svedende mænd med fuldskæg. De er fuldstændig tømt for kræfter.

Har brugt den sidste energi. De giver hinanden hånd. Flere kender hinanden fra lange ture med landsholdet eller utallige hårde kampe på klubplan. De krammer. Taberen giver vinderen et held og lykke på vej mod næste runde i slutspillet.

Det ene hold spillere kører slukøret ud i omklædningsrummet. Sæsonen er slut, som C.V. Jørgensens evergreen udtrykker det.

Det andet hold skøjter ned mod sit publikum. Lader sig hylde. Euforien vinder over trætheden. Næste runde venter. Et slag er vundet. I sportslig forstand.

Sådan er koreografien kamp efter kamp i vores playoffs herhjemme, hvor vinderen bliver fundet i en række bedst af syv-dueller. 

I aften begynder vi igen. På det som jeg uden sammenligning vil betegne som det absolut bedste og vildeste sport, du kan få som tilskuer og iagttager på den danske sportsscene. 

Mange ishockeyfolk siger, at det endelige handshake efter en lang og hård serie over syv kampe er et af de flotteste øjeblikke i sport overhovedet:

Spillerne har bekæmpet og nedkæmpet hinanden i løbet af to hårde uger, de har brugt fine og ufine trick til at intimidere modparten, og tacklingerne og provokationerne har været et niveau hårdere og grovere end tidligere på sæsonen.

Alle kneb gælder, men der er også en gensidig respekt spillerne imellem. Efter serien er alle pumpet for kræfter, uanset hvilken trøje man har på.

Derfor skal spillerne altid – og har altid – overskud til håndtrykket, når tingene er afgjort. Og netop den gensidige respekt er en vigtig, uskreven regel i den fase af sæsonen, hvor spillerne presser hinanden til kanten. Både fysisk og verbalt. 

Engang talte jeg med i forbindelse med en artikel til Information med Mike Grey om slutspillet. For dem, der ikke kender ham: 

Han spillede næsten 900 kampe for Frederikshavn, fortsatte som assisterende træner og vandt et enkelt mesterskab med hjerteklubben i Vendsyssel.

Mike Grey var mr. Frederikshavn.

En mand, der gav og tog, når slutspillet gik i gang. Hele tiden inde i nærkampe, hele tiden snakkende til modstandere og dommer.

En mand, der mest var populær i sin egen hal og gik under huden på modstanderne og ikke mindst tilskuerne i de andre haller.

- Hvad der gør slutspillet specielt? Netop det med respekten og kammeratskabet spillerne imellem. Rammer du en serie på 14 dage, ser du dine holdkammerater langt mere end din familie. Du er i bussen, til kamp eller til træning hele tiden. Det eneste, du har i tankerne er at komme videre til næste runde, forklarede han.

- Du kommer til at kende dine kammerater til mindste detalje. I 2008 skulle vi først fire gange til Rødovre i kvartfinalen og tre gange til Vojens i semifinalen. Lange busture. Du ved nøjagtig, hvem der gør hvad i bussen. Nogle har brug for at sove, andre ser film. Der er kortspillerne og dem, der snakker hele vejen. Du har brug for din egen måde at lade op på, og dine medspillere respekterer den.

- Jeg tror, man bliver vaccineret med adrenalin, når slutspillet er i gang. Men når du er færdig, siger kroppen fra, nu vil den ikke mere i den sæson, forklarer han.

Han taler om en helt speciel samhørighed i en spillertrup, når tingene fungerer i et slutspil. Som i 2000, hvor han vandt sit eneste mesterskab med Frederikshavn.

Holdets førstemålmand Johan Westermark blev skadet før semifinalen, og den uprøvede reserve Mads Johnsen måtte og ind og stå i resten af sæsonen. Spillerne vidste, at de skulle bakke Mads Johnsen op for, at han kunne præstere optimalt og komme af med sin naturlige nervøsitet.

- Vi var mange lokale drenge på holdet dengang, og vi kendte hinanden rigtig godt. Så vi tog simpelthen hen til Mads for at spise rundstykker, når vi havde mulighed for det. Det kunne være dagen efter en kamp eller efter en tidlig træning. På den måde viste vi, at vi bakkede ham totalt op. Han leverede varen, fortæller Mike Grey.

Det år vandt Frederikshavn mesterskabet med en 7-6-sejr over Herning i den afgørende finale. Efter overtid og i en af mange brutale og hjerteskærende afgørelser, der også hører til i et ishockeyslutspil.

Det skete også i 2013, hvor netop Mike Grey var assisterende træner for Frederikshavn. Hele dagen havde byen summet af forventning op til den syvende og afgørende finale mod SønderjyskE. Man drømte om det første mesterskab siden 2000, og øllet flød i stride strømme til ’metalfesten’, der blev sat i gang allerede sidst på eftermiddag.

De to hold spillede hinanden helt ud til kant, og den ordinære kamp endte 0-0. Små 17 minutter inde i overtiden klappede SønderjyskE’s canadiske back, Tyler Gotto, det afgørende mål ind. Klokken var tæt ved midnat.

Hjemmeholdets spillere græd af udmattelse. Tilskuerne græd på lægterne i Frederikshavn. SønderjyskE’s spillere jublede i en blanding af udmattelse og glæde.

Så brutalt og alligevel så flot et moment. Helt inde ved kernen af sportens inderste væsen. Sådan er ishockeyslutspillet. Playoffs. Vi elsker det og i aften går det løs igen!