Storspil af Jacob Smith, der tirsdag aften leverede en af sine hidtil bedste optrædener i Esbjerg-trøjen, grundlage en komfortabel Esbjerg-sejr på 4-0 over Frederikshavn, der havde svært ved at finde vej til netmaskerne.

Esbjerg Energy - Frederikshavn White Hawks 4-0 (2-0, 1-0, 1-0)

Frederikshavn gæstede tirsdag aften Granly Hockey Arena til sæsonens femte indbyrdes opgør mod Esbjerg. Til aftenens opgør stillede Frederikshavn uden Fredric Andersson, mens Esbjerg måtte undvære Lucas Andersen, Frederik Bjerrum og Andreas Grundtvig. Målmandsduellen stod mellem Tadeas Galansky og Jacob Smith.

Philip Larsen satte Esbjerg i gang

Gæsterne blev sat under et massivt pres næsten fra første faceoff. Esbjerg tog styringen og Frederikshavn blev presset helt tilbage i egen zone, hvor nordjyderne blev fanget med de samme folk på isen i en lang sekvens.

Baseret på spil og chancer var det da heller ikke ufortjent, at værterne kunne tage føringen syv minutter inde i opgøret. Grayson Downing og Juuso Walli støbte kuglerne for Philip Larsen, der fik sidste stav på tæt under mål. Esbjerg var dermed oppe med 1-0.

Med tiden fik gæsterne arbejdet sig bedre ind i opgøret og nordjyderne havde også deres momenter rent spillemæssigt, uden at det dog for alvor blev farligt. Faktisk var det relativt småt med nedslagsmærker i kamprapporten i den relativt chancefattige åbningsperiode.

Et par minutter før pausesignalet kunne hjemmeholdet dog udbygge føringen, da Juuso Walli med fint overblik fandt Oliver Kjær midt i slottet. Her tøvede Kjær ikke, da han sikkert sendte skiven i kassen bag Galansky til 2-0.

I første periodes sidste minut fik Grayson Downing raget en udvisning til sig for slahning og Frederikshavn fik dermed kampens første power play. Et power play som gæsterne kunne tage med ind i anden periode.

Smith leverede mirakler i målet

Frederikshavn kunne altså starte anden periode i overtal og med yderligere to Esbjerg-udvisninger indenfor periodens første fem minutter, så fik værterne rig mulighed for at øve box play.

Gæsterne fik skabt et par rigtigt gode chancer i spil fem mod tre, men en særdeles veloplagt Jacob Smith tog godt fra i Esbjerg-målet. Smith leverede også en redning af de store, da gæsterne var en enkelt mand i overtal; med en fornem benparade kom vestjydernes canadiske målmand i vejen for gæsternes måske største chance i opgøret og Esbjerg kunne således takke Smith for at bevare en tomålsføring.

Tilbage i spil fem mod fem formåede Frederikshavnerne at fastholde det spillemæssige momentum frem mod periodens halvvejsmærke. Men gæsterne havde svært ved at komme helt tæt ind på det vestjyske mål, hvor Smith altså også agerede en sikker sidste skanse denne aften.

En tripping-udvisning til gæsternes Jared Freadrich sendte Esbjerg i overtal og initiativet blev samtidigt sendt tilbage på Esbjerg-stave. I overtal blev det da også 3-0 til Esbjerg, da Thomas Mondrup var først over en returpuck, som blev sendt ind under Galansky. Esbjerg kunne dermed gå ud til den anden periodepause oppe med tre mål.

Rasmus Bjerrum lukkede opgøret

Da tredje periode blev sat i gang lignede gæsterne fortsat ikke et mandskab der havde opgivet håbet. Nordjyderne talte flest afslutninger og fik også skabt chancer. En af dem stod der Todd Winder på, da canadieren med et finurligt træk forsøgte at gå køkkenvejen på Jacob Smith, der dog atter var vaks i Esbjerg-målet.

En udvisning til værternes Niklas Andersen sendte efter otte minutter gæsterne i overtal for sidste gang i kampen. Power play-spillet fejlede sådan set ikke noget og gæsterne fik igen skabt et par fine chancer, men Smith lod sig fortsat ikke passere i Esbjergs mål.

Da Thomas Søndergaard fik raget en udvisning til sig for en boarding 56 minutter inde i opgøret begyndte det dog for alvor at se svært ud for gæsterne, der ellers havde leveret en godkendt tredje periode.

Men det blev altså Esbjergs Rasmus Bjerrum der fik det sidste ord, da han lukkede og slukkede opgøret med sin scoring godt et minut før slutsignalet. Oliver Kjær sendte her en pasning ind foran mål og her lykkedes det i to omgange for Bjerrum at få passeret Galansky. 4-0 blev dermed kampens slutfacit.

Esbjerg Energy valgte #1 Jacob Smith til kampens spiller.


Plouffe plaffede Herning til 3-2-sejr i Odense OPTAKT: Esbjerg Energy-Frederikshavn White Hawks