SønderjyskE-Fischtown Pinguins 4-3 (0-1, 2-1, 2-1)
1442 tilskuere, heraf en god flok medrejsende tyske fans, dannede en fin ramme om dagens træningsmatch mellem de danske mestre og de tyske vice-mestre. Hjemmeholdet havde siden fredag fået tre mand retur i truppen, så kun Nikolaj Krag fortsat var ude. Der var fuldt fart på, fra første puck var smidt i Vojens.
Begge hold gik til makronerne og der var intensitet i nærkampene. Der skulle et power play til, før scoringen blev indledt og det var gæsterne der kom på tavlen. Sønderjyderne kæmpede godt i boxen, men en stærk overtals-kombination gav Max Görtz frit skud, og han hamrede resolut tyskerne i front.
Pettersson i værternes mål måtte hive et par fornemme redninger frem for at holde Bremerhaven yderligere fra fadet de næste minutter, men hjemmeholdet havde bestemt også sine muligheder. De to bedste tilfaldt Mathias Kløve, opspil fra Anders Biel, og ikke mindst Jacob Schmidt-Svejstrups chance efter flot oplæg fra Joseph Jonsson burde have bragt balance i mål-regnskabet.
Det høje tempo fortsatte i anden periode, hvor intensiteten tog yderligere til. Fem minutters penge inde i perioden, lavede tyskerne en hurtig spilvending. Colt Conrad trak pucken uden om Pettersson og kunne med baghånden sendte sit hold op med to. Smart detalje. SønderjyskE jagtede en reducering og især fjerdekæden med Biel, Kløve og Dietz-Larsen krigede stærkt. Og det var da også den kæde, der bragte hjemmeholdet på tavlen. Dietz-Larsen, med hurtig spilopfattelse kvitterede.
Tempoet var langt højere end i en sædvanlig træningskamp, og nærkampene var med masser af fysik. Midtvejs i perioden fik sønderjyderne bragt balance i regnskabet. William Pelletier med forarbejdet bag mål og all-star backen Gustav Nielsen med et riv til 2-2.
Et tysk pres mod slutningen satte Pettersson på prøve, men i stedet for flere scoringer var det udvisninger, det regnede med bare to sekunder før tiden løb ud. Et par Bremerhaven spillere formåede ikke at tøjle temperamentet og delte øretæver ud. Derfor kunne værterne starte de sidste tyve minutter to mand i overtal. Det overtal udnyttede hjemmeholdet optimalt.
Først hamrede Pelletier skiven helt op i krogen efter et minuts power play og inden gæsterne atter var fuldtallige havde også Alexander Wiklund fået dirigeret pucken i kassen, 4-2 til SønderjyskE.
Sønderjyderne var i ret god kontrol med kampen og heller ikke en udvisning til Daniel Kønig fik bragt tyskerne tættere på. En sidste satsning seks mod fem kastede dog en reducering af sig med fyrre sekunder igen.
Den danske landsholdspiller Philip Brugisser med et slagskud fra blå linie satte matchens sidste scoring. 4-3 sejr til SønderjyskE mod en af de kommende modstandere i CHL, og trods betegnelsen træningskamp, en flot skalp de danske mestre fik sig i et ganske fortættet og velspillet opgør søndag eftermiddag, hvor også Christian Wejse og Felix Scheel var med for gæsterne.