SønderjyskE røg ud i kvartfinalen mod Odense i den syvende kamp og en tæt serie, hvor Casper Stockfisch' mandskab måtte spille uden Jacob Schmidt-Svejstrup og i de første fem kampe også William Pelletier.
Og netop de mange skader i løbet af sæsonen har været en af tre hovedårsager til SønderjyskE's exit. Det siger Klaus Rasmussen, direktør i klubben, i et interview med JydskeVestkysten.
- Jeg snakkede med trænerteamet efter den sidste kamp i Odense. Vi har ikke én gang i denne sæson kunnet træne med et fuldt hold. Det har der været forskellige årsager til, men det har selvfølgelig primært været skader, konstaterer Rasmussen, der også afslører, at fem spillere i truppen var skadet i den sidste kvartfinale - og formentlig ikke havde spillet, hvis det havde været en grundspilskamp.
- Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke skal være en undskyldning, men vi bliver nødt til at være ærlige om de vilkår, vi arbejder under, lyder det fra Rasmussen.
Også Anders Førsters exit som træner og den efterfølgende nye "stabilisering" af truppen og teamet bag var også en stor grund til, at SønderjyskE's sæson blev ujævn.
Det skete lige efter den omdiskuterede Metal Final4-exit, hvor SønderjyskE tabte i straffeslag med 2-3 til Herning efter Cam Browns annullerede mål i overtiden.
- At det sluttede, som det gjorde på isen, er noget, mange har diskuteret. Og de fleste, jeg har mødt, har haft noget medfølelse med os. De synes nok, at vi måske fortjente at stå i den finale, hvor målet blev annulleret. Og det har vi sagt og ment, og det gør vi stadigvæk, siger Rasmussen til JydskeVestkysten og konstaterer, at oplevelsen i Metal Final4 satte "skuffelsesspor, frustrationer, og påvirkede mentalt".