Den mest omtalte episode i søndagens kamp mellem SønderjyskE og Esbjerg var finske Tuomas Vartiainens tackling på William Boysen, der kostede Esbjerg-spilleren to spilledages karantæne.
Episoden kan ses i karantænedommen lige her:
Vartiainen sidder altså ude i morgen, når de to rivaler tørner sammen igen, og det samme gør William Boysen også.
Det skriver JydskeVestkysten, der har kommunikeret med SønderjysKE-direktør Klaus B. Rasmussen.
Rasmussen skriver til avisen, at "man afventer skadens omfang og scanninger."
William Boysen har været ganske toneangivende for SønderjyskE i kvartfinaleserien, hvor han har leveret to mål og en assist, og manden med rødder i Rungsted har gennemgående været en af sønderjydernes bedste folk gennem sæsonen.
Der er kampstart klokken 20 i Esbjerg i morgen, hvor begge hold altså må undvære en ekstra forward i forhold til søndagens match i Vojens.