Klaus B. Rasmussen takker for en glimrende sæson - så længe det varede

SønderjyskE sluttede grundspillet på tredjepladsen og med sejre over Esbjerg og Frederikshavn i de sidste to kampe ville sønderjyderne være gået ind til playoffs på optimistisk vis. Ikke mindst fordi SønderjyskE vandt serien i grundspillet med 6-0 over Esbjerg i kampe, og det var netop vestjyderne, SønderjyskE skulle have mødt i en kommende kvartfinale.

SønderjyskE nåede ikke med i Metal Final4, men fik i stedet lejlighed til at arrangere Continental Cup på hjemmebane - både i semifinalen og i finalen. Og det endte som bekendt med en historisk triumf i januar. Højdepunktet i sæsonen, som SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen skriver i sin sæsonstatus. 

– Det har været nogle hektiske dage, siden grundspillet blev gjort færdigt, og vi har stadig ikke et fuldt overblik over konsekvenserne af den aflyste sæson. Selv om den ikke blev spillet færdig, kan vi dog se tilbage på en mindeværdig sæson, hvor især de historiske guldmedaljer i Continental Cup lyser op, og også i Metal Ligaen havde vi sat kurs mod en rigtig sjov sæson med en flot top tre-placering i en meget stærk og jævnbyrdig liga.

– Jeg må også rose den opbakning, som SønderjyskE Ishockey igen har fået fra fans, frivillige og sponsorer. De har gjort det muligt, at vi sammen har skabt en masse uforglemmelige oplevelser i Frøs Arena, og jeg håber også, at alle vil bakke op i den kommende svære tid.

- Det er nu, vi må stå sammen, og i SønderjyskE kæmper vi alt, hvad vi kan for at komme ud på den anden side med livet i behold. Når vi sammen har stået igennem den svære tid, venter der nye oplevelser og medaljejagt på den anden side, men her og nu handler det om mere alvorlige ting i vores samfund, siger han.

SønderjyskE i den kommende sæson? Mario Simioni er igen i sædet for de lyseblå, og han må undvære en af sine tro væbnere gennem samtlige sine sæsoner i Vojens. Mads Lund takkede af efter en stor karriere, og det kan ikke undervurderes, for Lund har haft en kæmpe betydning for SønderjyskE i det halvandet årti, hvor han næsten nåede at snuppe klubrekorden fra sin sportschef Kim Lykkeskov.

Netop sportschefen har Patrick Galbraith, Rasmus Lyø og Daniel Nielsen på kontrakt i den kommende sæson, og gættet herfra er, at der ligger en stor del af danskerstammen klar til at forlænge. Og mon ikke også der fiskes lidt efter et par markante danske navne fra rundt omkring. Mads Lund er ikke bare en mand, man erstatter med en purung spiller og derfor skal der lidt mere end talenter til som forstærkning.  


Thor Dresler bliver cheftræner i Rødovre Aalborg: Kontrakter på standby, håber flere imports vender tilbage