Sønderjyske var reelt set ikke i nærheden af Metal Final4 i de sidste spillerunder op til "Metal Final4-knækket".
Sønderjyderne tabte søndagens kamp på hjemmebane mod Rungsted og har noteret sig for 18 point i 16 kampe.
- Vi er ærgerlige over, at det ikke kører så godt. Vores forventninger til os selv er højere end det, vi bringer på isen for øjeblikket. Vi skal tage arbejdshandskerne på og kæmpe os ud af situationen, siger Sønderjyske-direktør Mogens Kastbjerg til Der Nordschleswiger.
- Vi ønskede os en ny Metal Final4-deltagelse, men det var ikke et erklæret mål for os i den her sæson. Fra starten har vi sagt, at vores blik på sæsonen har været lidt mere langsigtet. Et kikset Metal Final4 er ærgerligt, men ikke ødelægger ikke noget, siger Mogens Kastbjerg, der også taler om at have tålmodighed.
- Måske lod vi os rive lidt med af testkampene og den gode sæsonstart. Vi har tålmodighed med vores unge mandskab, og vi tror på gruppen, siger Sønderjyske-direktøren.
Han bakker ligeledes op om træner Casper Stockfisch, der har fået hård kritik på de sociale medier.
- Vi har en god træner. Vi er ærgerlig over vores placering, men vi går ud fra, at vi viser et bedre udtryk på isen, når batterierne er ladet op efter landsholdspausen, siger han.