Frederik Bjerrum er klar for SønderjyskE i endnu en sæson. Den dygtige tekniker skiftede til Frøs Arena før sidste sæson, og han tager nu endnu en sæson hos Mario Simionis tropper. Det skriver sønderjydernes hjemmeside her til morgen.
Frederik Bjerrum leverede 35 point i 48 kampe i den netop overståede sæson.
Sportschef Kim Lykkeskov tror, at trænerteamet kan hive endnu mere ud af 24-årige Frederik Bjerrum, og han har derfor fået endnu et år i SønderjyskE-trøjen.
– Han skulle lige vænne sig til en ny klub i starten, og nu har han lært, hvad det er, vi står for hernede. I første omgang handler det om hårdt arbejde, og så lægger vi de tekniske færdigheder ovenpå.
– Det er glædeligt, at han har lyst til at blive her, så vi kan udvikle ham yderligere. Han er i en god udvikling og har også bevist sig i vores overtalsspil, men Mario Simioni og Jan Jensen kan hjælpe ham med at lægge flere lag på og blive endnu bedre, mener Kim Lykkeskov.