SønderjyskE Ishockey røg tirsdag ud af kvartfinalen for anden sæson på stribe, og set over seks kampe var det ganske fortjent, at Esbjerg Energy tog pladsen blandt de fire sidste mandskaber.
Den mangeårige træner Mario Simioni er blandt de mest vindende i dansk ishockey, og der er stadig absolut tiltro til canadieren med de italienske aner, siger administrerende direktør Klaus B. Rasmussen, der bliver spurgt direkte af JydskeVestkysten om Simioni er den rette mand til jobbet - også til næste sæson.
- Ja, 100 procent. Ingen diskussion. Han er den rette træner og det rette menneske for klubben. Vi snakker allerede med spillere om fremtid og kontraktforlængelse. Mange vil gerne blive, fordi de kan spille og udvikle sig under Mario. Det hører man ikke ude på Facebook, hvor 27 vil have ham fyret efter et nederlag. Det er en meget dygtig træner, vi har. Han har også vundet meget i klubben, siger Klaus B. Rasmussen til avisen.
Han anfører, at hele 21 af 27 spillere i bruttotruppen har været skadet i løbet af sæsonen - mestendels skader, man ikke har kunnet gardere sig imod - og at stemningen i truppen har været god under hele sæsonen. SønderjyskE fortsætter med Simioni og Klaus B. Rasmussen, der deler jobbet som sportschef.
Men skal der alligevel ikke friske kræfter ind, spørger JydskeVestkysten.
- Det er så vigtigt, at vi holder dna'en og ånden i klubben. Det gjorde mig glad i aftes, at der kom tre-fire rutinerede importspillere hen og sagde, at det her er det bedste sted, de har været i karrieren. Vi vil ikke gamble med det, vi har bygget op, kontinuitet er styrken i klubben. På bestyrelsesniveau kommer der af og til friske kræfter ind, og vi forsøger hele tiden at flytte os, lyder det fra Klaus B. Rasmussen.