Justin Maylan skriver kontrakt med Vojens-mandskabet

SønderjyskE har i dag præsenteret, hvad klubben - naturligt nok, tidspunktet taget i betragtning - kalder en julegave til fansene. Det drejer sig - heller ikke overraskende - om en ny spiller.

Han er kendt i Metal Liga-regi, idet Justin Maylan tidligere har spillet for Herning Blue Fox tilbage i 2013/14-sæsonen. Her snittede han omkring et point pr. (35 point i 37 kampe), og det sendte ham ud på en længere Europa-tour, der har ført Maylan over Italien, Østrig og senest Storbritannien. 

Den mest imponerende sæson rent pointmæssigt leverede han i Erste Bank Eishockey Liga-regi, hvor han lavede 42 point i 53 kampe for Fehervar AV19 i 2017/18-sæsonen. I sidste sæson spillede han syv kampe i samme liga for Villach - også i EBEL.

I indeværende sæson har han hidtil spillet for Dundee Stars i Storbritannien. Det har givet ham 18 point i 25 kampe.

Det står lidt uklart, hvorfor han forlod den britisk-skotske klub, men nu er han altså landet i Vojens. 

– Vi er meget glade for, at en række sponsorer har gjort det muligt at hente en forstærkning, som vi betragter som en julegave til holdet, fansene og sponsorerne selv. Vi får en klassisk centerspiller, der er højrefattet, og det kan vi godt bruge på holdet. Det er en rigtig playmakertype, som nu kommer og hjælper os, og vi glæder os til at præsentere Justin Maylan for fans og sponsorer, siger sportschef Kim Lykkeskov til klubbens hjemmeside. 

– Han startede sit europæiske eventyr i Herning, og han har siden spillet i Italien, Ungarn, Tysklang og senest Østrig, så han kender kulturen, og han kender ikke mindst den danske liga, hvor han har gode erfaringer fra. Han har puttet godt med tal på tavlen i de klubber, han har været, og det tror vi også, at han kan gøre her, siger Kim Lykkeskov.


VIDEO: Højdepunkter fra Herning-SønderjyskE Så faldt Fort Aalborg - Esbjerg vandt i overtid