SønderjyskE-Rungsted Seier Capital 4-3 (1-0,1-2,2-1) SønderjyskE er i Metal Final4-finalen anno 2021. Sønderjyderne spillede en stærk, disciplineret og solid indsats og vandt 4-3 over Rungsted med Yannick Vedel som matchvinder kort før tid. Dermed er SønderjyskE for første gang klar til en Final4-finale i det ”nye format”, mens Rungsted efter et par finaler på stribe nu vinker farvel i semifinalen.
SønderjyskE spillede noget nær en perfekt første periode, personificeret i den bidske Cam Brown, der allerede tidligt i kampen satte kampens åbningsmål
Rungsted sjuskede på egen blå linje, og det udnyttede Brown, der erobrede pucken og gik direkte på mål og efter godt halvandet minut havde eftermiddagens underdogs fået den perfekte start.
Sønderjyderne fortsatte med at forstyrre Rungsteds opstil og leverede et udmærket powerplay på den første mulighed i overtal, hvor Nihlstorp måtte ud i pæne redninger et par gange.
Der var flere tilbagevendte folk på begge hold: Joachim Holten Møller og Tim Daly var på backlinjen hos Rungsted, der også havde Mattias Persson tilbage i angrebet efter en enkelt kamp ude tirsdag.
SønderjyskE havde fået Matt Prapavessis og Victor Rollin Carlsson ind og kunne derfor arbejde med lidt flere folk end tirsdag i Aalborg.
Det gjorde sønderjyderne godt i første periode med højest mulige disciplin og kom kun i problemer, da Rungsted havde en mulighed i powerplay.
Der blev dog broderet lige rigeligt hos Hjalmarssons mænd, og SønderjyskE gik fortjent til første pause med 1-0.
Den blev øget tidligt i anden periode, da Matt Prapavessis sendte en ”stikning” ind bag Rungsteds forsvar. Martin Eskildsen drog fordel og satte 2-0 ved forreste stolpe.
Kort efter måtte Anders Førster i boksen, da han flåede Sarault omkuld, og samme Sarault sagde tak for muligheden ved at flænse pucken op i nettaget 11 sekunder senere.
Et stærkt bolsje til Rungsted-spillerne, der fik fart i jernene. Lige over halvvejsmærket fik sønderjyderne to udvisninger for interference, og var tre mod fem i over et minut.
Patrick Galbraith var ude med et par gode forflytninger, og sønderjyderne overlevede.
Det gjorde de til gengæld ikke kort efter, da Rungsted fik vendt spillet i en fart ved egen blå linje. Mattias Persson kom af sted, Nichlas Hardt råbte på pucken og eksekverede stensikkert på svenskerens tværpasning.
2-2 efter en anden periode, hvor Rungsted sikkert udnyttede at SønderjyskE bragte sig selv i problemer.
I de sidste minutter fik SønderjyskE for alvor Rungsteds ”totalhockey” at mærke.
I over et minut cirklede Rungsteds førstekæde fuldstændig rundt med et forvirret lyseblåt mandskab, der lige nøjagtig overlevede ind til pause. Det hele var åbent.
SønderjyskE slog kontra kort inde i tredje periode. Mikkel Jensen var lige ved at lave den perfekte tværpasning, men Hampus Gustafsson leverede dagens defensive detalje, da han kastede sig ned og fik reddet situationen.
Vi fik to hurtige mål omkring det femte minut i tredje periode. Tim Dalys skud sneg sig over i fjerneste hjørne over Galbraiths skinne til 3-2 for Rungsted, men kort efter var Mathias Borring på spil inde foran mål, da han listede ind foran mål og tog vare på Brendan Harms’ pasning.
Patrick Galbraith kom i centrum et par gange frem mod slutfasen. Først reddede han strålende med griberen, da Rasmus Andersson var helt blank og kort efter kørte Shane Hanna for hårdt ind i SønderjyskE-keeperen med efterfølgende tumult til følge. SønderjyskE fik ikke noget ud af det efterfølgende powerplay, men var helt inde i kampen igen.
Dagens offensive detalje leverede Yannick Vedel, da han på fremragende vis styrede pucken i nettet til 4-3 med tre minutter igen. Derefter begyndte den helt store overlevelseskamp for SønderjyskE, der havde Patrick Galbraith som den helt store redningsmand i slutfasen. Rungsted var endda syv mand på isen i en del sekunder, men sønderjyderne red stormen af og leverede overraskelsen.
Ikke blot var det SønderjyskE’s første sejr over Rungsted i sæsonen, Rungsted kom også med et forrygende formbarometer til kampen, men bortset fra sidste halvdel af anden periode havde SønderjyskE i aften godt fat i Rungsted.
Vi fik bevist, at Metal Final4 lever sit eget liv. Cam Brown var her, der og allevegne og blev kåret som sønderjydernes bedste, mens Rungsteds Shane Hanna tog æren for nordsjællænderne, der nu kan sætte sig i bussen og køre hjem.