Rasmus Lyø og sportschef Klaus Rasmussen ærgrede sig over nederlaget mod Herlev

To hjemmekampe, men nul point.

Det har været resultatet af Sønderjyske-matcherne mod Odense og Herlev på hjemmebane i Sydjysk Sparekasse Arena. 

I aftes vandt topholdet fra Herlev med 3-2 i Vojens efter en stærk start.

- Vi nåede ikke hundrede procent (mod Herlev). De spillede en god gang udebanehockey, mens vi var under vores niveau - og så taber man sådan en kamp. Alligevel skabte vi ganske mange chancer, men udnyttede dem desværre ikke til sejr, konstaterede Sønderjyske-kaptajn Rasmus Lyø efter kampen, da han blev interviewet af Der Nordschleswiger. 

Der var blot 1331 tilskuere til kampen i Vojens. Ser man bort fra Coronatiden, var det det laveste tilskuertal, siden sønderjyderne flyttede til den nye arena.

- Tilskuertallet var ikke værdigt til en kamp mellem nummer et og nummer tre i tabellen, men det var også en af fem kampe på meget kort tid. Vi spiller fredag, mandag, onsdag, fredag og søndag. Det ærgrer mig mere, at vi har spillet to gode hjemmekampe uden at få point på kontoen, konstaterede sønderjydernes sportschef Klaus Rasmussen overfor Der Nordschleswiger. 

Sønderjyske møder Esbjerg på fredag i det vestjyske, mens Herlev møder Rungsted på hjemmebane. 


METAL LIGA-BLOGGEN: Husk at støtte veteranerne de kommende dage!