Smal sejr på hjemmebane på Nikolaj Krags mål i en kamp, der eskalerede totalt i det sidste minut

SønderjyskE-Odense Bulldogs 1-0 (0-0, 1-0, 0-0) Det blev intenst, tæt og dramatisk, da kamp seks i serien mellem SønderjyskE og Bulldogs løb af stablen en råkold tirsdag aften i Vojens. Første periode blev ganske jævnbyrdig. SønderjyskE startede bedst og viste mest energi og vildskab.

Første store chance tilfaldt Mathias Kløve efter oplæg fra tilbagevendte William Pelletier. Lundstrøm med en stærk refleks i buret, og på returen missede Krag målet. En kikset tværpasning fra Rasmus Lyø gav en friløber til svenske Thelin, men heller ikke gæsternes første store chance gav gevinst. Pettersson med redning i den svenske duel.

Spillet bølgede frem og tilbage og et drøn fra Daniel Kønig var tæt på at finde vej til nettet. Hård infight i nærkampene men ingen udvisninger.

I periodens sidste minutter tog udeholdet mere over og blandt andre var Markus Jensen tæt på og også Estes med en farlig afslutning.
Måltavlen viste dog som i de seneste tre kampe 0-0 efter tyve minutters isdans.

Anden periode blev med fynsk dominans præcis som i opgøret samme sted i fredags. Flere gange brændte det på foran Petterssons mål, hvor svenskeren ofte måtte hive små mirakler frem fra ærmet for at holde nullet. Halvvejsmærket var netop rundet, da Pelletier fik sendt Nikolaj Krag afsted mod udeholdets mål, og manden med målnæsen svigtede ikke og satte føringstræfferen.

Stor jubel i Sydjysk Sparekasse Arena, men den forstummede dog halvandet minuts penge senere, da en hurtig omstilling fra gæsterne gav Brinkmann mulighed for at spille Kristian Jensen fri og han kvitterede uden at tøve. Coach Stockfisch kaldte imidlertid straks en challenge, og det skulle vise sig at være en god idé. Der var nemlig offside forud for scoringen, og så var det fortsat 1-0 til hjemmeholdet.

Den resterende del af perioden, var det på nær et par enkelte fremstød fra sønderjyderne, gæsterne som sad ganske tungt på spillet og chancerne. Markus Jensen, Setkov og Oden alle med bud efter udligningen, men en heroisk kæmpende sønderjysk defensiv formåede at holde føringen til pause.

Det lugtede dog af en scoring til gæsterne mod et hjemmehold, der lignede at være kørt lidt tør for power før de sidste tyve minutter. SønderjyskE fik imidlertid samlet lidt flere kræfter i pausen og kæmpede bravt hele tredje periode. Bulldogs var mest på pucken, især i indledningen, og både Estes og Markus Jensen med fine muligheder og også Setkov stak hovedet frem, men Pettersson med fine parader.

Efterhånden fik værterne også spillet sig varme og en stor chance til William Pelletier, som Lundstrøm klarede. For hovedparten af de 2400 publikummer, heraf dog også en pæn del fra Fyn, sneglede tiden sig afsted de sidste syv-otte minutter. Værterne forsvarede sig dog godt og selv om meget spil foregik i deres zone, så fik de arbejdet de fleste pucke væk fra mål og ud af zonen, mens sekunderne tikkede af klokken.

Bulldogs trak Lundstrøm med to et halvt minut igen og satsede alt, men fik ikke for alvor lagt et tungt pres. Gabriel Desjardins fik til gengæld en stor chance mod det tomme mål, men ramte et stykke forbi.

Faceoff i værternes zone, og her var Radim Piroutek lidt for ivrig i sin ageren og måtte tage to minutter i skammekrogen 46 sekunder før tid, for forsinkelse af spillet. Odense-spillerne var rasende og et kæmpe slagsmål brød ud. 

Malte Sektov og David Madsen var de mest hidsige, og førstnævnte endte i regulær nævekamp med Jacob Panetta. De to hovedpersoner skøjtede ud i omklædningsrummet, og det hele fortsatte foran SønderjyskE's udvisningsboks, hvor Kristian Jensen og Martin Larsen sloges med Madsen og Wiklund.

I alt endte det med fire badebilletter til hvert hold, dog uden tillægstraffe, trods både slag og skub til linjedommerne. Efter en lang pause fik man endelig sat spillet i gang igen, og her var Mathias Borring tæt på at eksekvere i power play, men det blev ved en 1-0 sejr til sønderjyderne, som dermed udlignede serien til 3-3 og sikrede en ultimativ kamp 7 på Fyn fredag aften.

En medrivende, spændende og til tider velspillet match, hvor det sidste minuts slagsmål ødelagde lidt af billedet af en ellers intens kamp, som indtil da var god propaganda for hockeysporten.

Et lettere slidt SønderjyskE mandskab skal nu have ladet batterierne op, mens Bulldogs skal forsøge at genfinde takterne fra kamp 5, før et nyt drama venter på deres hjemmebane om bare små 72 timer.


Tidligere Aalborg-direktør var i retten: Tiltalt for dokumentfalsk UGENS HOLD: Se hvilke spillere, der er kommet gennem nåleøjet i den forgangne uge