En intens og til tider aldeles fremragende ishockeykamp, endte med en fortjent sejr til de lyseblå fra Vojens, der slog sidste sæsons pokalvindere ud

Final4 Semifinale 1

SønderjyskE – Herning Blue Fox 4-1 (1-1,1-0,2-0)

Tilskuerne i begge lejre havde ladet godt op i foyeren i Gigantium i timerne op til kampen, og leverede en formidabel stemning denne fredag eftermiddag i Aalborg. De fik hvad de kom efter i underholdningsværdi, nerve, infights, mål og gode aktioner for begge hold. Det var dog ganske fortjent at SønderjyskE bookede billet til finalen, da de marginalt var bedst i det meste af kampen.

Første periode blev ligeså intens som forventet. Man ville ind og sætte sig på begivenhederne, og der blev givet og taget af et godt hjerte. Spillernes indbyrdes infight fik vi også at se, og det lignede ren slutspilshockey. Men Final4 kan også betegnes som slutspil, her er der bare ikke råd til at fejle.

Begge hold havde hver deres leder på isen. Mathias Bau fra Herning og Villiam Haag fra SønderjyskE. De har det drive der skal til, og det var en fornøjelse at se hvordan de bare sled og slæbte for klubtrøjen.

Haag var første mand med et kvalificeret forsøg, da han sendte en god afslutning afsted. Valdemar Andersen reddede med skulderen, og det gav dagens hjemmehold lidt momentum. De fik sendt et par giftige skud mod mål, men sidenettet, stolpen og Andersen stod i vejen.

I den anden ende var der bestemt også gang i begivenhederne, og Bau var kile til uro, hver gang han havde pucken. SønderjyskE tog en udvisning ved Daniel Galbraith, og så tog det ikke længe før Herning gjorde det farligt foran Mattias Petterson.

From drev pucken frem, sendte en god afslutning mod mål, og den ramte Petterson på skulderen og dumpede ned ved siden af ham. Landsmanden Jesper Thörnberg var hurtig til at opfange det, og han sendte pucken ind i netmaskerne, lige foran de medrejsende Herning supportere. 1-0 til de forsvarende Final4 4 mestre efter fire minutter.

Der var smæk for skillingerne i Sparekassen Danmark Isarena, og godt tre minutter efter Herning føringen fik SønderjyskE hul på bylden. Jacob Schmidt-Svejstrup opfangede en løs puck foran Valdemar Andersen, og i to omgange fik han sendt pucken forbi den unge Herning keeper og så var det de mange fans fra Sønderjylland der kunne juble. Hvilken herlig kullise i den første semifinale vi blev budt.

Der var flere kampe i kampen mellem spillerne, og Lukas Bang havde godt midtvejs et herligt skud der havde fortjent en bedre skæbne. Det bølgede fint frem og tilbage, og masser af gode ting som neutral iagttager at holde øje med.

Uafgjort 1-1 efter de første 20 minutter.

Intensiteten fortsatte på alle måder i anden periode, hvor der også for alvor begyndte at komme udvisninger. Hele fem gange måtte en spiller til afkøling, og dommerne havde nok at se omkring de to keepere, hvor der ofte blev langet håndmadder ud, når pucken var blokeret.

Cubars havde en flot styring efter to minutter, som nær havde bragt midtjyderne foran. Det var inden udvisningerne begyndte at ramme Herning, for efter små fem minutter, og 24 sekunder senere, måtte både Thörnberg og Dzerins ud i straffeboksen. Unik mulighed til Vojens drengene for et føringsmål, og pucken blev spillet godt rundt i flere sekvenser, og på en sådan kom målet. Lyø fandt kaptajn Haag, og han sendte fra en spids vinkel pucken ind bag en forgæves sprællende Valdemar Andersen.

SønderjyskE marginalt bedst i den her del af kampen, og Valdemar Andersen blev virkelig sat på prøve med en del afslutninger mod ham. Han stod godt imod, og fik god support af fansene lige i ryggen på ham, men forhindre føringsmålet til SønderjyskE kunne han altså ikke.

Herning fik også chancen i powerplay, men her manglede lige det sidste. Bau forsøgte et par gange, men der var løst krudt i de sidste to års Metal Final4 pokalfighter i disse situationer. Med syv minutter tilbage af perioden tog From en herlig tur med pucken som vi kender ham. Han fandt en fri Brett Thompson i slottet, men Pettersson var sikkerheden selv, og diskede op med en stor redning.

Brett Thompson fik også en stor mulighed med 30 sekunder tilbage af perioden, men her var stolpen i vejen for en udligning. Derfor 2-1 til SønderjyskE inden tredje periode, i en herlig ishockeykamp, der var god propaganda for dansk ishockey.

Det var nær blevet 3-1 allerede efter et minut af tredje periode, hvor Matt Spencer sendte et projektil på overliggeren. Der gik et suk gennem de mange lyseblå fans der så på fra tætteste hold. Men efter godt syv minutter gik de amok i glædesrus, og øl og konfetti fløj op i luften hos de begejstrede fans, da det blev 3-1. Kølig scoring af Desjardins, der blev spillet fri af Valdemar Ahlberg. Canadieren tog et frækt træk, og sendte pucken sikkert ind bag en prisgivet Herning keeper.

Havde Herning et modsvar? De virkede trætte, hvilket på alle måder også var forståeligt med det program de har været ude i den seneste tid, men det var nu eller aldrig, hvis triumfen fra i fjor skulle gentages. Brett Thompson var på færde et par gange, og From ramte stolpen på et godt hug fra distancen.

Med fem minutter igen tog Pelle Hånberg en Time-Out, men der gik ikke længe efter spillet var sat i gang igen, før Nikolaj Krag afgjorde semifinalen. Han udnyttede en friløber skabt af ham selv, og kunne sende spillere, og ikke mindst fansene i den syvende himmel. Mon ikke mange af de medrejsende supportere får en god og våd aften i Jomfru Ane Gade. Det er hvis ikke skudt helt ved siden af.

Pelle Hånberg havde dog ikke opgivet håbet, for med tre minutter igen tog han Valdemar Andersen ud af buret. Det gav dog intet i hverken den ene eller anden ende, og SønderjyskE kunne fortjent lade sig hylde som vindere, og nu blot se til. hvem modstanderen bliver i morgendagens finale. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nikolaj Krag: TUSIND TAK TIL VORES FANS OPTAKT: Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital