SønderjyskE-Odense Bulldogs 7-4 (3-1, 2-0, 2-3)
En velbesøgt Frøs Arena dannede rammen om rivalopgøret mellem SønderjyskE og Odense Bulldogs tirsdag aften.
Hjemmeholdet dominerede de to første perioder, men sitrede i tredje periode, da en fynsk slutspurt var tæt på at ødelægge et skadesplaget sønderjysk mandskabs sejrsdrømme.
En tidlig udvisning til Anders Biel gav gæsterne optimale betingelser for en god indledning på matchen.
Powerplayet var imidlertid uden snert og sønderjyderne klarede frisag.
Det gjorde de dog ikke kort efter, da Rasmus Simonsen pillede pucken fra Andreas Holzmann og med et godt trækskud sendte skiven ind bag Patrick Galbraith.
Bare et par skift senere, sendte fynboerne pucken på stangen og var dermed utrolig tæt på en fordobling af føringen.
Hjemmeholdet vendte dog straks spillet og på en to-mod-en var det de to 17-årige ”youngsters” Mikkel Skov og Mathias Kløve, der efter et par hurtige og præcise pasninger kvitterede til 1-1. Fornemt mål, hvor Mikkel Skov havde sidste stav på pucken.
Det gav hjemmeholdet mod på mere.
De helt store chancer lod ganske vist vente på sig, men godt halvvejs drog værterne til gengæld kapital af en halv chance.
Valdemar Ahlberg tog turen rundt om det fynske mål og op til blå linie, hvorfra han slyngede pucken på kassen og den sejlede ind bag Lekkas.
Knapt havde flertallet af publikum fået armene ned, før de skulle op igen.
Denne gang trykkede Mike Little af fra distancen og gummiskiven kilede sig ind nederst i målet bag en i situationen prisgivet Lekkas. Pludselig var værterne dermed oppe med to.
Bulldogs fik dog chancen for at slå prompte tilbage, da SønderjyskE blev idømt to udvisninger inden for tre minutter.
Denne gang fik udeholdet stillet op og Sebatian Ehlers var tæt på med en firsttimer og også Nieminen havde bud efter en reducering.
Hjemmeholdets boks holdt dog stand og derfor forblev det en to-måls føring til værterne efter tyve minutters isdans.
SønderjyskE øgede, masser af udvisninger
Gæsterne startede anden periode med et tungt pres på hjemmeholdets mål.
Pucken hoppede og dansede foran Galbraiths mål, men i stedet for en fynsk reducering, slog SønderjyskE kontra.
Daniel Galbraith brød udeholdets opspil og fandt Anders Biel, der med en baghånd sendte pucken videre til Gabriel Desjardins. Canadieren kunne fra kort afstand skubbe skiven ind under Lekkas benskinne.
En udvisning til gæsterne gav sønderjysk overtal og en gedigen chance til Mike Little, uden det dog gav pote.
Bulldogs jagtede en reducering og Rasmus Simonsen, en af gæsternes bedste i aften, var meget tæt på, da hans svirp prellede af på overlæggeren.
Dramatik kom der også midtvejs i perioden, hvor der blev gået til vaflerne foran hjemmeholdets mål.
To badebilletter og en stribe to minutters udvisninger gav trængselstider i straffeboksene.
William Boysen var tæt på i overtal, men Lekkas med en stærk refleks.
Kort efter nyt håndgemæng og flere udvisninger. Der var i den grad tændt op under intensiteten.
Fire mod fire-spil og det gav ekstra plads på isen. Den plads udnyttede William Boysen iskoldt, da han alene med keeperen sendte pucken mellem benene på Lekkas til en 5-1 føring.
Lekkas havde fået nok og lod sig erstatte med Frederik Søgaard.
Der var masser af nærkampe og også for mange. Dommerne prøvede at holde det nede med udvisninger, og gæsterne fik muligheden i fem mod fire i periodens sidste halvandet minut.
Det kom der ingen scoring ud af trods et par kvalificerede forsøg, men man kunne fortsætte i overtal fra tredje periodes start.
Odense lancerede comeback, SønderjyskE holdt hjem
Den mulighed forstod gæsterne at tage vare på.
Otto Nieminen var skarpretter for fynboerne, og den lille finske målmager havde fået smag for mere.
Da Mathias Kløve lidt efter sad i skammekrogen, fik udeholdet fuld valuta for pengene, og minsandten om ikke det atter var Nieminen, som stod for scoringen, da han satte sin anden power play kasse.
De to hurtige scoringer rystede et hjemmehold, ramt på selvtilliden.
Usikkerheden var tydelig at spore og kampbilledet var som forvandlet. Konsekvensen kom da også mindre end to minutter senere.
Patrick Galbraith sprællede forgæves efter at have halvklaret Salijas afslutning med baghånden, og Westin Michaud prikkede fynboernes fjerde scoring ind i det nærmest tomme mål.
Mario Simioni reagerede straks og tog sin time out. Den rutinerede coach forsøgte på den måde at få sat en stopper for det fynske forår i Frøs Arena.
Det hjalp målmæssigt, men spillemæssigt stod der stadig Bulldogs på langt det meste. Hovedparten af spillet foregik i værternes zone, og en udligning lå i luften.
Otto Nieminen havde bud efter hattricket og også Markus Jensen ville lege med, men Patrick Galbraith fik afværget.
Tiden gik og haluret satte kurs mod de sidste fem minutter. En energisk Henry Hardarson var svær at stoppe for en sønderjysk back-linie, hvor trætheden også satte ind.
Men heller ikke Hardarson formåede at passere Galbraith, og med små tre minutter igen, slog hjemmeholdet i stedet til.
Først var William Boysen tæt på og få sekunder senere sendte han atter pucken på mål. Anders Biel skrabede returen over til Villiam Haag og kaptajnen kunne kvittere.
Bulldogs trak Frederik Søgaard ud og forsøgte en sidste satsning seks mod fem.
Straks var der fare på færde. Galbraith halvklarede og pucken trillede videre og prellede af på stolpen. Heldet med værterne.
Alex Lavoie punkterede i sekvensen umiddelbart efter dog den sidste spænding, da han fra skråt bag eget mål havde fået sigtekornet korrekt indstillet og sendte den sorte skive i det tomme mål til stor forløsning for både medspillere og hjemmepublikummet.
7-4 sejr til et skadesplaget sønderjysk mandskab, der tankede lidt tiltrængt selvtillid før Final 4.
De første to perioder var hjemmeholdet bedst, men tredje periode var man på hælene, før to sene scoringer lukkede kampen. Bulldogs tjekkede for sent ind. På flere parametre var gæsterne langt fra den seneste tids niveau de første fyrre minutter.
Fynboerne leverede til gengæld et bemærkelsesværdigt comeback i tredje periode, men Salija & Co måtte skøjte tomhændet fra sidste test før Final 4.