SønderjyskE - Esbjerg Energy 2-1 (1-1, 0-0, 0-0, 1-0) OT
60 tætte minutter endte 1-1 i det første finalebrag mellem SønderjyskE og Esbjerg. Ii overtiden var der ikke meget tvivl om udfaldet, da SønderjyskE sad på det hele i fjerde periode.
De to mandskaber satte begge et fint tempo fra kampens indledning, der var ganske livlig og underholdende. De første fem minutter talte et par halve chancer i begge ender, uden at hverken Petterson eller Seldrup dog blev sendt på decideret overarbejde.
Gæsternes Grayson Downing tegnede sig for periodens hidtil bedste målchance, da han efter seks minutters spil gik mod mål og mødte pucken tæt under Pettersons mål. Men den svenske keeper var på sin plads i sønderjydernes mål, hvor han forhindrede en vestjysk føring.
Valdemar Ahlberg ville dog også lege med og tre minutter senere kom han frem til en glimrende mulighed for SønderjyskE, da han modtog pucken og gik direkte på mål. Afslutningen gik dog lige på Seldrup i Esbjerg-målet og dermed fortsat 0-0 på tavlen. Selvsamme Valdemar Ahlberg fik raget en udvisning til sig for en slashing i den efterfølgende sekvens, og Esbjerg kunne dermed rulle overtalsformationerne ud for første gang i finaleserien.
Gæsterne fik sig etableret i SønderjyskEs zone efter et par forsøg og der var også fin puckomgang, men den helt åbne chance udeblev. Josh Winquist forsøgte sig med en giftig tværpasning mod fjerneste stolpe, men desværre for vestjyderne var der ingen af de grønblusede der havde taget opstilling der og hjemmeholdet klarede dermed frisag.
Som man nærmede sig et kvarters spil fik SønderjyskE bidt sig godt fast i Esbjergs zone, hvor værterne også tilkom et par store chancer. Nikolaj Krag-Christensen blev først sat perfekt op til afslutning lige midt i slottet, hvor han dog overplacerede sin afslutning. Minuttet efter var det så Anders Biel der var tæt på at støde pucken i mål, da han kom til afslutning lige foran gæsternes mål, hvor Seldrup & Co. dog klarede frisag.
Tre minutter senere faldt kampens første scoring, da Esbjerg viste hvordan omstillingsspillet skal gribes an. Oliver Kjær blev sendt af sted ned langs flanken af Gordie Ballhorn, og inde foran mål fandt Kjær en fremadstormende Brandon Magee, der sikkert eksekverede til 0-1.
Glæden i gæsternes lejr skulle dog vise sig relativt kortvarig, da gæsternes Valdemar Ahlberg udlignede til 1-1 blot 44 sekunder senere. Ahlberg fik lige rigeligt meget tid og plads, og trods en meget spids vinkel, så sendte han sikkert pucken op i nettaget til 1-1.
Mathias Seldrup leverede en stor redning i Esbjerg-målet hen mod periodens slutning, da William Pelletier huserede dybt i Esbjergs zone. Vestjyderne klarede umiddelbart frisag, men Juuso Walli fik i samme ombæring raget en udvisning til sig for en hooking og værterne fik dermed chancen i overtal for første gang i kampen, da der resterede 28 sekunder af en ganske medrivende åbningsperiode, hvor der dog ikke faldt flere scoringer. Første periode var ganske intens, men samtidigt også nogenlunde afdæmpet og velovervejet fra begge mandskabers side.
Status quo efter anden periode
Med en mand ekstra på isen greb SønderjyskE som ventet taktstokken fra starten af anden periode, uden at man dog formåede at finde den afgørende åbning i Esbjergs box play, der med friske ben efter periodepausen også arbejdede godt for sagen. Gæsterne klarede således undertalssituationen uden de store problemer.
Sønderjyderne bed dog godt fra sig i de efterfølgende minutter, hvor Jacob Schmidt-Svejstrup efter fem minutters spil blev sat perfekt op til afslutning i udkanten af slottet. Men desværre for SønderjyskE, så overplacerede han sin afslutning.
Et par minutter senere krævede det en stor redning af Mathias Seldrup, at forhindre et sønderjysk føringsmål, da David Madsen trykkede af og leverede et brag af et slagskud. Men Seldrup nåede med en eksemplarisk forflytning at komme på tværs med benskinnen. Stærkt målmandsspil af Seldrup.
Netop som man havde rundet periodens halvvejsmærke var der igen bud efter et mål til hjemmeholdet, da Nikolaj Krag-Christensen kom til en fri afslutning lige midt for mål. Men til stor ærgrelse for hjemmepublikummet, så brændte Krag-Christensen den store chance.
Esbjerg-kaptajn Philip Larsen indkasserede en udvisning for en slashing et kvarter inde i perioden, da han ville forhindre et sønderjysk angreb. Værterne viste efterfølgende stærkt overtalsspil, og man fik da også skabt et par gode chancer omkring Esbjerg-målet, uden at det dog kastede scoringer af sig.
SønderjyskEs Daniel Galbraith sendte med en udvisning Esbjerg i power play i anden periodes sidste to minutter, hvor Frederik Bjerrum og Phillip Schults bød ind med vestjydernes bedste chancer i overtalsspillet, men stillingen var fortsat 1-1 efter anden periode, som primært blev afviklet på sønderjydernes præmisser.
Veloplagte målmænd holdte scoringen nede
SønderjyskE fik chancen i power play et par minutter inde i tredje periode, da Andreas Grundtvig måtte til afkøling for en tripping. Hjemmeholdet fik efterfølgende sat overtalsspillet flot op. Her var det kun en sand fantomredning af Mathias Seldrup, der forhindrede Nikolaj Krag-Christensen i at bringe værterne i front. En fremragende redning med gribehandsken fra Seldrups side.
Som tredje periode skred frem, kom den mere og mere til at bære præg af kampens vigtighed. Der blev ikke taget de store chancer og der var efterhånden langt mellem de oplagte scoringsmuligheder; defensiven i begge ender var fokuseret og begge målmænd leverede varen denne aften.
Esbjerg kom dog frem til en af periodens sjældne målchancer, da den finske back Juuso Walli efter otte minutter stødte med frem og kom til afslutning, da vestjyderne fra en position bag værternes mål sendte pucken tilbage i banen. Men Walli overplacerede sin afslutning.
En turnover fra Sønderjyskes defensiv gav Esbjergs Frederik Bjerrum chancen på et slagskud tæt under mål omkring periodens halvvejsmærke, men Petterson var vaks i målet og afværgede for SønderjyskE.
Der faldt ikke flere scoringer i den ordinære spilletid, hvorfor der skulle overtid til for at finde en vinder.
SønderjyskE dominerede fuldstændigt i overtiden
Hvor de første 60 minutter havde været ganske jævnbyrdige, så var de efterfølgende 9:37 det bestemt ikke. SønderjyskE dominerede således totalt i fjerde periode, hvor værterne indenfor de første tre minutter både havde sendt en afslutning på stolpen og efterfølgende en på overliggeren.
Sønderjyderne fik også scoret umiddelbart efter førnævnte store chancer, men efter længere tids videokiggeri blev scoringen annulleret for offside på William Pelletier.
Sønderjyderne fortsatte dog ufortrødent det store pres mod vestjydernes mål. Faktisk var der, trods spil fem mod fem, power play-lignende tilstande gennem det meste af overtidens små ti minutter, hvor Esbjerg virkeligt var på hælene.
Derfor var det heller ikke hverken overraskende eller ufortjent, at værterne scorede på ny efter 9:37, hvor William Pelletier blev den store finalehelt for hjemmeholdet, som dermed tog første stik i finaleserien.
Søndag eftermiddag er kamp to på menuen i Granly Hockey Arena i Esbjerg.