Herning Blue Fox - SønderjyskE: 2-4 (0-0, 2-2, 0-2)
Herning måtte igen undvære tre af holdets absolutte profiler i Mac Carruth, Mathias Bau og Santeri Suistio. Sønderjyske var uden Gabriel Desjardins og havde dermed en fordel på skadesfronten, inden den første puck blev smidt til den femte semifinale i serien.
De fremmødte fik igen en mere afventende start på opgøret end det var tilfældet i seriens første kampe. De fleste kampe i serien er da også afgjort på marginaler og dermed måske ikke så underligt, at begge hold praktiserede påpasselig spillestil.
SønderjyskE fik kampens første powerplay efter en udvisning til Mathias From og kort efter blev Petter Hansson også sendt ud til stor frustration for hjemmeholdet.
Oplagt mulighed for gæsterne til at gribe føringen og man kom da også millimeter fra da Oskar Drugge sendte pucken rent på stolpen. Herning formåede at klare frisag og det var uden tvivl vigtigt for hjemmeholdet.
Mathias From blev i den anden ende slashet, da han skulle afslutte alene med Mattias Petterson, og dermed strøg Herning i powerplay. Også SønderjyskE måtte give modstanderen et powerplay i fem mod tre, men Herning fik heller ikke konverteret på trods af flere fine forsøg.
I spillet fem mod fem havde SønderjyskE mest puck, men blev også holdt fint på ydersiden af de midtjyske backs. William Pelletier havde et glimrende slagskud kort inden pausen som Thomas Lillie akkurat fik afværget.
For hjemmeholdet var både Morten Poulsen og Jacob Böll tæt på at overliste Pettersson, men periodens største chance tilfaldt Villiam Haag der i fri position blev afvist af Lillie. En tæt periode endte uden scoringer men med tumult og et lille spillemæssigt overtag til gæsterne.
Powerplay og kasser
SønderjyskE startede også anden periode bedst ud og Thomas Lillie fik lov at arbejde for sagen. Det havde han indtil videre gjort fremragende og det var øjensynligt også nødvendigt denne aften.
En udvisning til William Boysen gav Herning et nyt powerplay og man fornemmede allerede nu vigtigheden af det første mål. Måske derfor var jubelen ekstra stor hos hjemmeholdet, da Mathias From efter blot 11 sekunder hamrede pucken fladt under Pettersson til 1-0.
Det blev yderligere hedt da David Madsen kort efter tog en frustrationsudvisning og Mathias Borring Hansen lavede en tilsvarende godt minuttet efter. Hernings powerplay var nu for alvor varmet op og Brett Thompson udplacerede Pettersson med et kløgtigt vip op i det korte hjørne.
Typisk for serien fik 2-0 føringen ikke lov at stå længe og William Pelletier der udnyttede, at han fik masser af plads foran Lillie, og canadieren fik prikket pucken ind over stregen.
SønderjyskE fik kort efter også deres andet forsøg i fem mod tre og det krævede en stor pose held for hjemmeholdet at holde gæsterne fra fadet. Tættest var Nikolaj Krag-Christensen, der huggede pucken på stolpen.
Der var i det hele taget godt gang i de to svingdøre til straffeboksene og med mindre end fem minutter tilbage måtte Haag tage plads. Endnu en udvisning fulgte til gæsterne, men det var alligevel dem der slog til. Thomas Lillie så ikke godt ud, da David Madsen fik lov at sende pucken mellem benene til udligning 2-2.
Noget af en spand kold vand for Blue Fox der altså formøblede en 2-0 føring og alt derfor helt lige inden tredje periode.
SønderjyskE stærkest
Der var stadig kort vej til straffeboksen i tredje periode og Oskar Drugge tog plads efter mindre end ét minut. SønderjyskE havde ingen problemer med at holde Herning væk og det var således endnu en forsømt mulighed fra værterne.
Det skulle koste Blue Fox kort efter da SønderjyskE bragte sig foran. Målet kom efter flere store chancer, og til sidst var det Daniel Kønig Hansen der trykkede pucken ind bag Lillie.
Endnu en udvisning fulgte og SønderjyskE med chancen for at skabe det afgørende hul. Heller ikke gæsterne fik udnyttet muligheden, men det var også Herning, der havde al presset på sig.
Udvisningerne haglede ned over de to hold og spillerne er sjældent blevet holdt i kortere snor i en slutspilskamp. Da næste mand i rækken var fra Herning og dermed nyt powerplay til gæsterne.
Der var dermed heller ingen overraskelse at kampens næste powerplay faldt kort efter - denne gang til Herning. Herning fik ikke udnyttet muligheden og man løb nu også efterhånden tør for tid.
Herning tog time-out med 4:39 tilbage på uret i et sidste forsøg på at fremtvinge overtid. Mathias From fik slået staven ud af hænderne, men intet kald fra dommerne.
Det blev dyrt. SønderjyskE udnyttede således muligheden for at sende pucken i tomt mål ved Mathias Borring. Dermed vandt SønderjyskE for første gang i Herning og har nu to matchbolde i serien.