SønderjyskE-Rungsted Seier Capital 4-3 (1-1, 2-0, 1-2) 2 af holdene fra den tunge ende mødtes denne aften i Vojens. Hvor SønderjyskE er inde i et længerevarende formdyk, så var det et formstærkt Rungsted-mandskab, der gæstede Sydjysk Sparekasse Arena.
Det blev en ganske underholdende første periode. Sønderjyderne prøvede at møde gæsterne højt, men gæsterne lykkedes flere gange med at spille uden om hjemmeholdets forechecking.
Sidsteskansen Pettersson måtte flere gange vise sine evner med griberen for at holde Rungsted fra fadet. Værterne fik dog også produceret sine chancer, og tæt under mål måtte William Boysen se sin afslutning tage tværstangen.
Udeholdet virkede ofte mere sikre i pasnings spillet, mens SønderjyskE flere gange, ikke mindst i egen zone, agerede usikkert og lod det op til Pettersson at agere redningsplanke.
Efter et lille kvarter sad pasningerne frem af banen imidlertid lige i skabet og Cam Brown kunne sætte sidste stav på Pelletiers oplæg og sende hjemmeholdet i front. Glæden varede dog kort.
Et defensivt kiks førte til en face off, og den vandt gæsterne, og resolut tyrede Morten Jensen pucken ind til 1-1. Den udligning kunne der ikke indvendes noget imod, da gæsterne havde lige så stor andel af første periode.
Mod slutningen kom matchens første udvisning til Valdemar Ahlberg og Rungsted kunne derfor starte anden periode i overtal. Det numeriske overtal på isen, fik gæsterne ikke noget ud af.
Tværtimod fik SønderjyskE tilkæmpet sig to halve friløbere og netop som Ahlberg kom tilbage fra straffeboksen, gav et stort koks i udeholdets defensiv en kæmpe chance til Nikolaj Krag, der dog fyrede skiven forbi målet.
Men momentum var nu på værternes side og det udnyttede de kort efter. Et godt pres og til sidst endte pucken hos Gustav Nielsen. Den svenske back tøvede ikke, da han trykkede af og så var sønderjyderne oppe 2-1.
Små fem minutter var der spillet, da hjemmeholdet fik muligheden i overtal. Rungsteds Gammelgaard sad i boksen og den chance greb hjemmeholdet. Flere gange brændte det på foran David Grubak og til sidst måtte han give fortabt, da Joseph Jonsson smed gummiskiven op i krogen.
Et nyt overtal ikke lang tid efter var tæt på også at give gevinst efter samme opskrift, men denne gang sendte svenskeren pucken over mål. Hjemmeholdet var toneangivende og tilspillede sig flere fine muligheder. William Pelletier strøg solo igennem og også Jacob Panetta med en stor chance, men begge gange fik Grubak sprællet tilpas meget til at holde pucken ude. En udvisning til William Boysen voldte sønderjydernes box kvaler, men en blanding af fight og marginaler gjorde, at man fik kørt udvisningen af klokken.
Herefter var det igen hjemmeholdet, der var mest nærgående men det forblev ved 3-1 før de sidste tyve minutter. SønderjyskE var tæt på at lukke kampen tidligt i tredje periode, men David Grubak med fine reflekser i et bombardement af afslutninger.
Rungsted fik ikke for alvor lagt tryk på, og værterne virkede i god kontrol med kampen og tættere på 4-1 end gæsterne på 3-2. Men ud af ingenting var det alligevel udeholdet, der sendte måltavlen på arbejde. Kvikke kombinationer og så var Morten Jensen alene med Pettersson og gjorde sig iskoldt til dobbelt målscorer.
Nu var det igen en kamp på vippen, men en udvisning til gæsterne gav sønderjyderne muligheden for at slå hurtigt tilbage. Og præcis som udvisningen løb ud, slog værterne til. Nikolaj Krag tog sagen i egen hånd, da han svirpede pucken over skulderen på Grubak.
Da Morten Jensen så med fem minutter igen røg ud i fire minutter for butt-ending, lignede det en done deal for hjemmeholdet. Nikolaj Krag havde da også bud efter 5-2 med en hammer på stangen, men sørme om ikke gæsterne slog kontra og alene med Mattias Pettersson sendte Steve Whitney reduceringen ind.
Trods fortsat overtal satte nervøsiteten ind hos sønderjyderne og Rungsted blev atter fuldtallige og kunne trække Grubak i et sats seks mod fem. Hjemmeholdets bedste denne aften, Cam Brown, fik fat i skiven, men måtte se sin afslutning tage indersiden af stolpen og springe i spil igen.
Rungsted med et sidste sats og en afslutning på kassen, men værterne fik redet stormen af og sikrede sig dermed tre tiltrængte point. En tæt kamp, men sønderjyderne var holdet med mest vilje i aften og fik dermed stoppet et ellers stærkt kørende Rungsted mandskab.
SønderjyskE tog tre tiltrængte point mod formstærke Rungsted
Smal sejr til hjemmeholdet mod nordsjællænderne i aften