En glad Lars Foder kan se frem til kamp fire i Sydjysk Sparekasse Arena på fredag

Sønderjyske fik en vigtig sejr i Herlev i aftes, for man ved, at nede 0-3 er en situation, der knapt kan vendes - det viser den historiske statistik.

Det var Angelo Miceli, der afgjorde kampen for sønderjyderne, og også Nicolas Werbik, der viste sig med en scoring. Det var vigtigt for sønderjyderne, der virkelig har brug for, at profilerne leverer. 

For træner Lars Foder var sejren også resultatet af, at kæderne blev "kastet lidt rundt" for at give nye impulser.

Det siger han til Der Nordschleswiger.

- Efter to nederlag må man ændre noget, for at få en ny ild tændt op, og det lykkedes for os. Det var en helt anden kamp end de to første. Gutterne fortjente at vinde. De omsatte det, som vi havde talt om og sat os for op til kampen. Nu er det en helt anden serie, lyder det fra Lars Foder.

Han havde også roser til målmand Pettersson for en god indsats og kan nu se frem til masser af mennesker i ryggen fredag aften i Vojens.

I øvrigt er det værd at lægge mærke til, at Lars Foder har gjort brug af mange af de yngre spillere, der ikke fik spilletid tidligere i sæsonen. Albert Grossmann og Peter Truelsen har længe været faste spillere, men nu er Andreas Kløve Mogensen også inde på holdet. 

Det er gået ud over Christian Thunbo og Otto Kröger, der ikke fik spilletid i aftes i Martinsen Arena. 


Ronny Larsen: Meget skuffende de sidste 40 minutter Grants perfekte tredje periode - her er tallene